Jeg føler mig jaget vildt, som en skudt hjort på flugt.. Flugten fra mig selv, min bevidsthed og min identitet.. Jeg føler mig jaget gennem underskoven, og lige meget hvor jeg løber, så jager du mig.. Du er over mig konstant, som en høg der vogter over sit bytte, du leger med mig.. For aldrig, aldrig er jeg god nok.. Der er altid fejl, fejl som jeg begår.. Fejl som du bemærker og fejl som skal gentages.. Bankes ind i mit sind, som du banker søm i en væg. Det er demotiverende, og opgivende at være mig.. Du tænker sikkert ikke over det.. Men hver gang jeg påpeger fejl og mangler, så kaster du dem tilbage i mit ansigt, med så voldsom kraft, at mine ben knækker og jeg banker min livsglæde til atommer, mens smerten skyder gennem min krop. En smerten som gang på gang tynger mig, fortærer min energi og fjerner fokus fra "LaDanse de la vie".. En dans som skulle være let og ligetil.. Men med dig bliver den kompliceret, svær og dræner mig for energi.. Jeg mister troen, troen på at jeg er god nok. Jeg føler mig som ingen, eller nærmere som intet.. Ja, jeg føler mig såret.. Såret over at selvom jeg lægger ned, så sparker du mig i siden, med ord, ord som tynger mig.. Beskeder som hærger mig.. Slukker lyset i mit blik, fjerne min lyst til at skrive.. Og have kontankt med andre.. Ja, jeg gemmer mig, holder hånden over mig selv, som en mor der vil beskytte sit barn for omverdenen.. Inderst inde er jeg bange, bange for at miste, ikke dig, men mig selv, min glæde, mit håb, min tro og lyst til at fortælle/skrive.. Jeg er såret og rædselsslagedne, rædselsslagende for ikke at være god nok.. Rædselsslagende for at sige dig i mod. Mine ord er ikke stærke nok, de kommer nemlig kun ud som lydløse skrig.. Skrig som kun jeg hører.. Ja, jeg er såret.. Såret over min egen svaghed.. For kunne jeg bare rejse mig op i fuld figur, gå til dig. Prikke til dig med en ildtang, lege med dig, som du leger med mig.. Skrige af dig, hade dig, og sætte dig på plads, så ville alt være lettere og jeg ville ikke være såret..