I aften tager vinden sin egen kurs, en kurs som jeg husker jeg har besøgt mange gange som lille.. En kurs hvor frygt og sorg går hånd i hånd, med de spæde skikkelser, som skutter sig i stormen langs molens udmunding ved jernkysten. En kyst hvor voldsomme storme og lumske understrømme og revler, så stærke som jern, fik skibende til at knuse som pindebrænde.. I det fjerne har jeg hørt kvinde gråd, børne skrig, skrattende radioer og et spinkelt håb om liv.. Liv et sted der ude, hvor et individ møder havets onde, en onde som vi på land ikke kan og vil håbe på.. 23 båker står der langs jernkysten, de står som pejlemærker, mens vores kære kæmper sig vej ind, mod vore hjerter, med et levebrød til de næste måneder.. Måneder hvor vi ikke skal frygte for døden, den eneste frygt er alkoholens varme i deres blikke, de hårde ord, og slag, hvis vi ikke bukker os, kaster os i støvet og lader os bondefange af deres magt. Mange vil forstå mig, når jeg i dag skriver, at jeg som lille ikke forstod, hverken smerten eller glæden når endnu et skib forliste, men der var altid to sidder af samme sag..

Nogen blev savnet, andre ikke. Der er altid et vist spild.. Men indimellem gik de gode folk også til, pågrund af dumdristighed måske, eller overnaturlige kræfter fra havet som vi ikke kendte til... At ofre sig for livet er og var en ren katastrofekurs, i mine øjne forstod jeg ikke, hvorfor vi skulle tænde fakler og gå ude i stormen, i kæder langs jernkysten.. I dag forstår jeg det godt. Vi prøvede at lyse dem ind, skibende, hjælpe dem på vej.. Så de kunne navigere efter livet, efter os deres kærlighed og afkom..

Følesen af sterin på mine barnefingre, mens vinden stormede mod min sprukne børnekinder, udgjorde smerte. Men ikke den smerte, som jeg så i kvindernes øjne, deres slidte udsultede øjne, som inderst inde godt vidste at deres livskærlighed var forlist, taget som offer af Poseidon, ligesom Kaotoon blev.. Men det spinkle håb levede, og det gjorde det i os alle.. Også os, som havde fået vores kære hjem i god behold. Min Nannas mand kom altid ind sikkert, men hans øjne lyste af sorg, dyb dyb sorg.. Han snakkede aldrig om det, men jeg vidste allerede som ganske ung, at han havde set flere dø end en sodat i krig.. Han havde mistet mænd både underdække, overbord, men også i dødsulykker, med blod og smerte..

Når vejret viser sig fra dens side som i dag, så har jeg den dybeste respekt for de fiskere, som sejler ud i bølgen blå, med troen på den store guldfangst, og ingen frygt for at se døden i øjnene..

Det kunne jeg godt lære af, jeg frygter indimellem for alt og alle.. Var jeg bare halvt så ubekymret som dem, så ville mit liv ikke være på en katastrofekurs, som den indimellem er, helt og aldeles uden kontrol, jeg burde skamme mig. Skamme mig over at lige nu går der fiskere til et sted derude. Derude et sted står en familie på molen, og lyser både ind.. Men der mangler både, og deres skrig i natten over tabet, går tabt i mit ynk over mit liv, som ikke er i nærheden af deres.. Det giver klart ting til eftertanke..