I dag har været en af mine mest filosoferende dage, grundet uvejr og regn, har jeg været igennem mit sind i leden efter svar. Efter langtids søgen fandt jeg frem til, at tro kan flytte bjerge, ligesom en vis mand sagde til mig for præcis 11 år siden. Og for 11 år siden stillede jeg ham spørgsmålet - men hvordan? hvortil han lukkede sine smilende øjne i og aldrig åbnede dem igen. Han efterlod mig alene i den her verden, tilbage med ordene om at tro eller troen på noget, kan flytte bjerge. For mange vil dette sikkert være en fjollet udtagelse uden betydning, men for mig har disse få ord stor betydning. Ordene har været med til at forme mig, modne mig og få mig til at stille spørgsmål ved alle dele af livet, både de store og små spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er. Udover det formelle, som jeg også deler med jer. Hvorimod spørgsmålet om hvad jeg kan, må stå i det uvisse.. For jeg kan meget, også mere end jeg selv tror på. Men i mit eget hoved kan jeg intet, for min usikkerhed og manglende tro på livet, efter flere 100 prygel, har fået mig til at glemme den vise mands ord. Hvilket jeg skammer mig over, for den mand gav mig liv, en krop at høre til i og en vej at gå ud af.. Derfor er denne dag en mindeværdig dag, for den symboliserer mere end dens dato, den syboliserer også min dag. Dagen hvor jeg kom til og jeg fik mit navn, et navn jeg er stolt af at bære med mig.