- Mærk hvordan skuldrene langsomt smelter ned i måtten. Mærk hvordan de er bløde og afslappede. Mærk hvordan din krop bliver rolig og afslappet. Mærk roen der sænker sig ned over dig. Forsøg at tømme dit hoved for tanker. Fokuser på din vejrtrækning
Jeg bliver irriteret. Mine skuldre er ikke afslappede.Min krop er stiv som et bræt. Kun mine skuldre, mine arme og min bagdel er i kontakt med yogamåtten. Jeg kan ikke tvinge ryggen ned på måtten. Jo mere jeg prøver, jo mere irriteret bliver jeg. Der er ikke noget ro at mærke, nogen steder. Jeg tænker at jeg skal lade være med at tænke på noget. Det virker ikke. Der er folk der snakker ude på gangen. Nogen smider en vægtstang på gulvet inde ved siden af. Hende ved siden af mig hoster. En af de andre siger en mærkelig lyd når han puster ud. Gad vide om han har fået det tjekket? Hvor er min vandflaske egentlig? Gad vide om jeg stadig har nøglen til skabet i omklædningsrummet? Hvad er det jeg skal købe i Netto? Hvorfor kan jeg ikke få resten af ryggen til at ligge på gulvet? Shit det er irriterende.
- Mærk hvordan roen har bredt sig i din krop.
Roen? Hvilken Ro?