Jeg har læst op for et publikum før, siger jeg for at mane mig selv til ro, dysse på nerverne, løsne op for klumpen i maven, i halsen. Hvorpå alle tvivlstankerne følger. Én gang, ja. Det var en helt anderledes tekst. Hvad hvis denne her tekst er for lang? Hvad hvis folk rejser sig og går undervejs? Hvad hvis de ikke kan lide den? Hvad hvis de ikke klapper?

Det plejer ikke at være svært for mig at tro på, at det jeg skriver er godt. Jeg har ikke et ego på størrelse med USA, men det kan da godt tage sig ud som Sjælland, når det humør slår mig. Jeg plejer at tro på min egen vurdering af mine tekster - hvis jeg kan lide denne her tekst, er chancen for at nogen andre også kan ret stor. Jeg plejer endda at have det okay med at mine tekster er smalle og til et særligt publikum, for det er nemt på Fyldepennen, hvor man får kommetarer der både roser og kritiserer, fordi alle skal give kommentarer for at kunne lægge deres eget op, men det slog mig i dag, da jeg kom hjem fra arbejde og næste stop var oplæsningen til Rock og Lyrik i morgen... I det virkelige liv er der ingen tvungen kommentargivning. I det virkelige liv forstår folk enten din tekst og kan sætte pris på den eller også gør de ikke. Din tekst består eller også består din tekst ikke.

Indtil i mandags følte jeg mig fuldstændigt sikker på mit valg af tekst til denne event. Gråblå er, hvis du spørger mig, solidt håndværk og smukt skrevet. Jeg synes selv, den rangerer blandt det allerbedste som jeg har forfattet. Jeg er faktisk utroligt stolt af den. Måske netop derfor er jeg også øm overfor den. Jeg ønsker brændende at den skal blive godt modtaget af dette, for mig, ukendte publikum, de ansigtsløse på den anden side af mikrofonen. Det er ikke engang kun for min egen skyld, for mit egos skyld, men fordi jeg føler teksten har noget på hjertet og denne hjertesag vil jeg så utroligt gerne se givet videre til dem der lytter.

Så var det jeg øvede mig i at læse op for en af mine veninder, som syntes teksten var vældig god, men utroligt lang og måske for lang til et publikum som dét de forventer til Rock og Lyrik. Sådan havde jeg slet ikke selv vendt det i mit hoved. Jeg havde godt vidst, at de fleste andre nok ville komme med digte i en mere traditionel form, kortstykker der er nemmere at sluge ved en oplæsning, men min tekst er poetisk prosa og nærmere en novelle end et digt i sin form, selvom tiden er sat af til at læse det hele op, hvordan vil de så tage imod det? Den sidder jeg stadig og grunder over. Jeg grunder, så det knager.

De andre aspekter af oplæsningen er jeg mindre nervøs for. Det er i mikrofon, men det prøvede jeg sidste gang, jeg læste op og det skal nok arte sig, håber og tror jeg. Om jeg læser forkert det ene sted eller det andet, overlever jeg nok også, alle den slags praktikaliteter ligger mig ikke så tungt på sinde, men modtagelsen...

Modtagelsen. Den kommer jeg til at ligge søvnløs over i nat.