Blomsterfesten i Genzano )( Lyder musikken i ørerne.

Ah. Sommerprojekter! En travl uge ligger foran mig, måske er det derfor jeg føler mig en smule ude af trit med mig selv, med mit hoved, det vil konstant være foran, på forkant, men jeg bliver simpelthen bare nødt til at tage det én dag af gangen. Være i det fra dag til dag.

I dag har jeg ikke de store planer, men jeg har fået skrevet lidt. I morgen skal jeg til undervisning på CSV for sidste gang. Onsdag skal jeg lave en øvelse med skriveværkstedet igen - og torsdag er der stor sommerafslutning, hvor jeg skal læse "Modtageligheder" op for de fremmødte som en del af underholdningen, jeg er utroligt spændt. Det er første gang nogensinde, at jeg skal læse op af mit eget for så mange mennesker. Jeg håber, at nerverne ikke kommer på tværs, indtil videre er jeg overraskende kold, selvom temperaturerne udenfor lægger op til noget andet.

Jeg må jo bare... ja, være i det, tage det som det kommer. Måske er det derfor jeg ikke kan mærke min nervøsitet lige nu, den kommer til sin tid. Den tid, den sorg.

Derudover har dagen i dag været underligt til mode. Jeg er utrolig meget til stede i nuet, samtidigt med at jeg mentalt febrilsk forsøger at holde fast i alle mine bekymringer, for at jeg nu ikke skal glemme dem i afslapningen. Ja, jeg har haft sådan en vidunderlig weekend sammen med min kæreste, hun har virkeligt hjulpet mig med at få stress niveauet helt derned, hvor jeg faktisk kan mærke mig selv under alle spændingerne og angsten. Det er en ubeskrivelig følelse.

Tricket må være at blive i den følelse. Lade den være hos mig indtil den ændrer sig, for ændre sig skal den nok på et tidspunkt. Bliv, bliv, bliv. Jeg er en hund, jo!