Napoli, akt 3, 4. damesolo )( Lyder musikken i ørerne.

Jeg er sat i venteposition. Jeg synes at vente på alting. Weekenden, afslapningen, at starte på ny medicin, at starte på ny behandling, at få det bedre, at blive mere stabil, samtale med min sagsbehandler, arrangementer næste uge, at høre tilbage fra forlaget. Jeg venter tålmodigt. Måske ikke så tålmodigt. Jeg vil gerne have det bedre snart, det er vel forståeligt, lige nu jokker jeg rundt i overført mudder til knæene, til livet, til brystet. Jeg synker, synker, synker.

Samtidigt med at jeg venter (u)tålmodigt og samtidigt med at jeg er næsten konstant angst til en eller anden grad, formår jeg stadig at være produktiv. Har de seneste uger skrevet på en lille tekstsamling der skal læses op til sommerafslutningen på CSV på torsdag, den er publiseret herinde under titlen Modtageligheder, og jeg har også lige nedfældet mit første sådan rigtige digt-digt i årevis, inspireret af en venindes digtsamling og en danserinde jeg skatter højt. Jeg håber at kunne få det sendt afsted til hende i dag.

Derudover er al min tid ventetid.