Så blev det et farvel til min bonus-bedstemor. Hvor har du bare faldet ind som den naturligste, varme familie. Vi har altid kunne sammen og jeg har været så glad for at morfar har haft dig. Jeg kan knap huske tilbage til noget hvor du ikke var der og de sommerferier vi har haft sammen har været højt skattet hos mig. Du har altid været til at snakke med og mødt os med åbne arme og jeg kommer til at savne dig. Jeg forsøger at indprinte mig din stemme og din personlighed så jeg altid kan have den med mig.
Turen frem var lang, med flere togproblemer end jeg havde regnet med, men jeg kunne ikke forestille mig ikke at tage med, selv om turen har krævet adskillige timers transport. Først troede jeg at jeg ville komme for sent til toget da det holdt utrolig langt fra Banegården - siden blev jeg klar over at toget egentlig var mere end almindelig forsinket og transporten tog over en time ekstra. Og det var jo kun noget af turen der var med det tog.
På trods af vores farvel, har dagen i dag været en god dag, fordi at det har været et godt farvel sammen med andre der holder af dig. Der har været familie på kryds og tværs og vi har haft gode dybe snakke og lettere, hyggelige samtaler. Jeg har fået at vide at du for nylig sagde at du hellere ville have haft en snaps frem for dine piller og jeg kunne genkende den lune humor du har. Jeg har fået gode samtaler med dine voksne piger og selv om jeg ikke kendte dem så godt i forvejen, så kunne jeg også her mærke at de var en slags familie og vi var hinanden nær. Jeg håber vi får mulighed for at ses på den anden side engang. Jeg ville så gerne tale med dig igen og give dig endnu et knus.
Hvil fredfyldt og lykkelig om man kan - og kig ned til os en gang imellem når det lige passer sig, så vi kan føle din varme igen.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.