Mit liv skal være spektakulært.

Det stod i panden på mig da jeg blev født. Jeg havde selv skrevet det med fostervand, usynligt blæk.

Og efter jeg blev 18, blev det slået fast, at jeg aldrig skulle misse nogetsomhelst, fordi jeg aldrig ville vide hvornår det blev for sent.

Og hvad er det så jeg gør nu?

Ingenting!!!

Og ja, nogle kloge hoveder siger at det er det bedste. Jo, men når jeg ikke selv bestemmer hvilket slags ingenting jeg laver, så er det frustrerende.
Mit hjrte fortæller mig een ting, men den er en fuser her for tiden. Min fornuft fortæller mig alt det jeg burde, men ikke gider og alligevel gør det.

Og så føler jeg mig presset fra alle sider inklusiv indefra.
Alle vil have noget fra mig, føler jeg. Ingen giver sig tid til at spørge om JEG vil have noget. Egoister af første klasse med førsteklasses navlpilleri.
Og jeg kan rase og skrige og gøre dit og dat og få den smidt i hovedet at det er MIG der er en gimpe og egoist. Det sker ikke, kun herhjemme, fordi min halvdel kræver for meget af min opmærksomhed, fordi han ikke laver en skid og keder sig og skal underholdes når jeg kommer hjem og ikke kan forstå at dette her også er mit hjem, hvor jeg kan få lidt fred.

At ikke engang i sine egne hellige haller kan man være i fred. Trangen til at flygte har været meget stor de sidste par uger. Flygte. Uden at sige det til nogen. Gemme mig. Mren nej, at være et hensynsfuldt menneske er pisse hårdt og utaknemmeligt.
Gid jeg kunne være et svin.
Gid jeg kunne tage mig selv ud af kalenderen og skide på alle andre.

Åbenbart ikke.
Jeg bærer lige andres kors også, er det ok?
Og jeg vil skide på hvad folk mener om det jeg skriver nu. Det er mine følelser og DEM er der sgu ikke nogen der skal ind og RETTE!!!
men vi taler ikke sammen mere.
hvergang jeg prøver så bliver enten han eller jeg fornærmet. Og jeg HADER hans arbejdsløshed.
Fordi han bliver irriterende og irriteret!! Skal have en babysitter. Skal underholdes.
Det er f...ikke mit job hele tiden. FÅ ET LIV!!!!!Du er selv ude om det. Find et arbejde. find en hobby.

lad være med kun at bruge mig. Jeg kan snart ikke mere. Jeg går i stykker. Trangen til at flygte bliver snart så stor at den går i opfyldelse uden nogen godkendelse. Og pludfslig er jeg bare væk.
væk fra alle de krav, forhåbninger, som INGEN fatter. Efter et anfald føler jeg den største ensomhed i hele verden og der er intet der hjælper.
Denne her ensomhed er værre, fordi ingen forstår den.

En ensomhed som umiddelbar ikke er til at se, men den er der. Gemt væk bag granit og panser og sjove replikker.

Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Det nytter ikke at tale med bl. a ham, fordi han er umulig. Alt hvad jeg siger bliver misforstået.
Jeg er træt. Træt af det hele. Jeg vil så gerne være mig selv.

Vær sød at lade mig være mig selv.
vær sød......