Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
8 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
3 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
16 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
12 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
11 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
15 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
8 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
9 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
8 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
9 år siden
På vej mod overfladen
Thor Rosenbl...
3 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
9 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
8 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
8 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
6 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
10 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
En frisk brise fra ungdommens ubekymrede år ramte min næse i dag da jeg stod og gjorde vindueskarmen ren. I et brøkdel af et sekund blev jeg med 100.000 km i timen ført tilbage til øjeblikke jeg end ikke vidste skulle blive minder fasttømret for mit indre øje hvis nogle havde fortalt mig det da jeg befandt mig i det.

Tiden på kollegiet i Sankt Petersborg. Busturene til universitetet i -30 graders kulde. Tærerne blåfrosne på trods af de vestlige vandrestøvler. Den eneste del af min uniform som jeg tillod at se ud som noget fremmed, noget udefra. Jeg kunne dog aldrig skjule mit ophav. Ikke så meget på grund af udseendet, faktisk tværtimod. Det fik jeg tit at vide; du ligner en typisk russisk pige pga. det rødlige hår og fregnerne samt sovekammerøjnene. Men ligegyldig hvad jeg gjorde så var det svært at finde en stil som kom i nærheden af den lokale. Min grå jakke var dog klart den der kom tættest på det farveløse gadebillede. Flere gange måtte jeg bide mig i tungen når en tilfældig babushka (bedstemor) kom hen til mig i den bidende frost og enten fortalte mig, at jeg altså burde knappe de sidste knapper i min jakke eller simpelt hen bare gjorde det for mig uden at fortrække en mine. Efterfulgt af et "Min Gud!" og himmelvendte øjne inden den videre kamp henad fortovets 20 centimeter spejlblanke belægning af is.

Åh, hvor jeg dog elskede sådanne øjeblikke, bagefter. Den tidlige morgen, da jeg stod tæt tæt sammenklemt med 100 andre morgentrætte russere i den morgenkolde bus på vej til sprogtimerne i de stemningsfyldte og ligeså kolde klosterlokaler. Vi ophævede alle fysiske love for hvor mange mennesker der kan, må og bør være på en trolleybus årgang 1933 i det herrens år 1995. Manden som var sammensmeltet med min højre side havde en skarpere armsved og en mere kvalm vodkaånde end man overhovedet kan forestille sig. Jeg ønskede mig langt væk. Om ikke andet til endestationen som lå 20 minutter, under normale omstændigheder, og 45 minutter under disse forhold væk fra der hvor jeg stod fastnaglet.

I en sådan situation brugte jeg min meditative tælleteknik. En teknik som jeg sidenhen har brugt når min datter modvilligt er blevet lagt i seng og til følge har nægtet at lukke sine små øjne med mindre man stod ved sengen og holdt hende i hånden. Det er en simpel teknik som blot kræver, at man kan tælle. Jeg beslutter mig for et nummer, for eksempel 40 hvis udsigten til frihed er rimelig god. På den omtalte bustur kunne jeg snildt komme op på 200 inden jeg så måtte tælle baglæns ned til 0 før der skete en ændring og albuen blev vredet i en mere behagelig stilling og hovedet kunne drejes væk fra diverse sygdomsfremkaldende dufte.

Jeg mener, at det er i øjeblikke hvor man skal holde ud og affinde sig med nu'et, at man lever mest, bagefter. Det er sådanne oplevelser der giver os mest næring og mest erfaring. En tur i en forlystelsespark er sjov og giver en pause fra livet, men bagefter når parken lukker så stirrer livet een i nakken og man kan ikke undgå at støde ind i situationer hvor manden med vodkaaånden ånder en langt ind i sjælen, med mindre man kan tælle til 200 og tilbage igen.

Når en sådan brise rammer mig er det ikke uden en vis melankoli. Især når den som denne kommer fra de bredder hvor melankolien dyrkes inden for alle sfærer af livet. Fra litteraturen overi den banale afsked på en togstation i en gudsforladt millionby 500 km syd for Moskva. Men den giver mig også håb. For hvis jeg uvidende har gennemlevet sådanne øjeblikke for at de senere hen skulle fæstne sig for mit indre øje så minder det mig om, at mit liv også er vigtigt og indholdsfuldt nu - selvom det til tider kan være svært at få øje på.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ungdommens brise i vinduet er publiceret 03/10-2003 05:51 af Carina Malene Rømer (Lillemor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.