Nada.
Nichts.
Zero.
Så meget kan jeg tage mig sammen til lige nu.
M er rejst.
Til USA.
New York nærmere betegnet.
Borte er hun.
I tre år.
Mindst.
I ugerne før hun tog afsted, følte jeg mig afklaret.
Nu?
Not so much.
Slet ikke faktisk.
Humøret skifter fra time til time.
Fra blåsort alt-er-lort-tordenhimmel til det-skal-nok-gå-alt-sammen-lyseblå.
Et flimrende tapet af glødende irrationalitet og kølig fornuft.
USA ctr. DK.
M ctr. ?
Should I stay or should I go?
Pro et contra.
Giver det regnestykke overhovedet mening?
Husker I, da det kom frem, at Lars Barfoed havde opregnet fordele og ulemper ved hhv. ægtefælle og elskerinde?
Forargelsen kendte ingen grænser.
Latterliggørelsen heller ikke.
Men helt ærlig, hvordan adskiller Barfoeds 'matrix' sig i virkeligheden fra de overvejelser, vi andre gør os, når store beslutninger skal tages?
Glem hans klodsede eksekvering.
Se kun på substansen.
Virtuel eller håndgribelig, beslutningstræer planter vi sgu alle sammen.
Mig?
Jeg kan heller ikke klare mig uden støttehjul.
Hvis ikke jeg tegner og skriver ned, blender min hjerne alt sammen til en grumset smoothie af argumenter og kriterier, ønsker og drømme, lyst og nød.
Så her er jeg nu.
En mand med et stykke papir (bagsiden af et brev fra Sparekassen Lolland) og en blyant (Faber Castel Graphite pencil GRIP 2001 red B), et 'soundtrack' (Doug Stanhope, Beer Hall Putsch) og en kasse øl (Hankock).
In spiritus veritas?
Ikke nødvendigvis.
Men jeg har ingen aftaler i morgen og fri på mandag, så...
Kokken holder en kort pause fra sin 'vals' og støder til senere på dagen.
Glæder mig til hans selskab og fortællinger fra de syv have.
Yorick out.