Løb ad Strandvejen til Hellebæk i morges, mens solen stod op. En hyggelig tur i 'refleksions-mode', hvilket vil sige tilpas hurtigt til ikke at være til grin, men aldrig så hurtigt, at selve løbet fik lov at lægge beslag på bevidstheden. Det var meningen. Både hyggen og refleksionen. Alligevel var jeg irriteret over såvel tiden (03:58:27) som afstanden (40,31 KM). Hvorfor løb jeg ikke bare de få ekstra hundrede meter, det havde krævet at runde op til et maraton? Og siden hvornår er vi blevet tilfredse med at slentre fremad i sneglefart? Selvmodsigelserne tårner sig op hurtigere end studieværticentrumsættende afbrydelser af offermentalitetsdyrkende alternativister, men sådan er det nu engang; kødet er redebon, men ånden svag ... eller er det omvendt? Og er det fra det nye eller gamle testamente? Harry Potter måske? Eller Nietzsche? No matter, jeg fik løbet en lang tur, hookede op med M og en dynge af hendes veninder og deres respektive signifikante andre, der i forening havde sammensat en vidunderlighed af basser og boller og kaffe. Senere svømmede jeg i et hav, der stadig lige mangler nogle få grader for at matche min komforttærskel, fik masseret mine fødder og ben af verdens dejligste kæreste, indtil jeg faldt i søvn til lyden af sommer og den salte lugt af hav. Prikken over det proverbiale 'i' var at vågne op til hjemmegjorte burgere og iskold øl. Efter mad og mere svøm sov jeg igen, tungt og drømmeløst. Nu har vi været hjemme nogle timer, været i bad og har sovet lidt mere, og nu er planen, at M skal forsøge at slå mig i Hive ... As if. Hvis jeg havde én dag tilbage? Så lad mig få den her igen.