Allerkæreste, hvad stiller man op i situationer som disse, hvor fortvivlelsen er den eneste vejviser, og hvor fornuftens kompas e fuldstændig ude af funktion? Der er mørkt omkring mig, jeg er alene, som jeg aldrig har været det før, og jeg ser ingen udveje af det, som har omringet mig.
Jeg er meget ked af det, men jeg græder ikke mere, måske gemmer jeg ubevidst tårerne, eller også har jeg slet ikke flere tilbage, jeg ved det ikke.
Det er midnat, det regner.
Der er ting, der skal gøres, men jeg tør ikke,, jeg er bundet af frygten for den sandhed, der skal skubbe mig det sidste stykke ud over kanten.
Jeg har begravet mig i ord, men kan ikke bruge dem rigtigt. Jeg synes ikke at kunne finde de rigtige, det hele smuldrer imellem mine fingre, og jeg får ikke skrevet noget som helst.
Jeg prøver at tage afstand, så vidt det er mig muligt, men ved Gud, hvor gør det ondt. Jeg har slet ikke lyst til at tage afstand, men det er nødvendigt, at det bliver gjort nu, inden jeg bliver vanvittig.
Jeg har så mange tanker, men de er fulde af liv og har ingen rækkefølge, så jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive dem ned. Jeg kan sidde og stirre på mit papir i timevis, mens min venstre hånd lammet knuger blyanten, og mit hovede er ved at eksplodere af alle de følelser, der er blevet puttet derind. Der er slet ikke plads til dem allesammen. Der sker for meget lige nu, jeg skal lidt væk fra det hele, for jeg tør ikke at grave dybere i mig selv lige nu.

K