Nogle gange føler jeg mig som en statist i mit eget liv. At hele verden suser forbi, alt imens jeg sidder stille og observerer. Gamle klassekammerater der enten er igang med en fin uddannelse eller har gode jobs, og mennesker yngre end mig selv, der får succes og bliver kendte, er alt sammen med til at fastholde mig i et negativt billede af mig selv.
Men jeg tror at det er vigtigt, ikke at 'slå mig selv oven i hovedet'. For de er måske ét sted i deres liv, mens jeg er et andet i mit.
Jeg har en masse erfaringer som ingen skole kan lære dig. At det bla. tæller hvordan man smuler ting ind på 'den lukkede', er dog knapt så lærerigt. Og dog. For det giver mig ballast, og som den gamle og alt for brugte sætning lyder, "Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere", så tror jeg på at det reelt GØR mig stærkere. At jeg bliver et helt menneske alligevel, uden en masse fine uddannelser og godt betalte jobs.
For mig, er min diagnose som en brækket knogle. Lige nu er det et åbent benbrud, men med tiden (og den rette støtte) vil det hele, og knoglen/mit sind vil være stærkere end før. Stærkere end de andre knogler. Stærkere end hos andre mennesker, der ikke ved hvordan det føles at få tvangsmedicinering. Måske det er en illusion, måske det er virkelighed. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er sådan jeg vælger at tænke, for at hjælpe mig selv videre.