Der skal ikke ret meget pres på min person før jeg føler mig trængt op i en krog. Der skal ikke ret mange angstfremkaldende situationer til, før det føles som om, jeg er i ægte livsfare.

Igår begik jeg den tåbelighed at se gyserfilm før jeg skulle sove. Og jeg må nok erkende, at grænserne for, hvilke farer - det være sig virkelige eller fiktive - min krybdyrhjerne skal udsættes for, før den skyder den vildeste irrationelle angst ud i alle hjørner af min krop, er betydeligt lavere end de har været nogensinde. Dén ENE film tændte lige for alle lygtepælene langs de nervebaner, jeg ihærdigt forsøger at slukke for igen. Og jeg begyndte at tvivle på mig selv, og min formåen og mit parforholds beskaffenhed.
Jeg følte mig i ægte livsfare da Oliver ved sengetid var klar på noget sweet lovin', og jeg var så bange for at skuffe ham, fordi jeg oprigtigt ikke havde lyst til den slags udskejelser - Jeg var bange for hans reaktion, fordi hans skuffelse i lige den henseende ALTID antyder, at det er verdens undergang, at jeg ikke har lyst til sex. Samtidigt var jeg bange for, at komme til at give efter for noget, jeg ikke havde lyst til. Som jeg jo ofte gør som følge af konfliktsky adfærd, og jeg ender med at føle mig som et hjælpeløst offer. (Til jer, der ikke tror på konceptet 'pligt-sex': Det findes. Og det er det værste i verden.) Så jeg var BÅDE bange for at sige 'nej-holdt-stop-fatdogenhentydning' og jeg var bange for at tie stille, og gøre det, jeg ikke havde lyst til. Så det endte med, at jeg kvækkede, at jeg ikke havde lyst, og derefter begyndte at græde helt ukontrollabelt, så Oliver blev bange. Alle tre scenarier var 'det værste scenarie' og jeg følte mig som en elendig kæreste. For alle ved hvad der sker, når den ene af parterne har lyst til sex og den anden part ikke har, men føler sig presset til det. Ja. I har hørt historierne.

Og jeg fik mareridt om, at Oliver faldt for The Ginger Lady igen og hellere ville være sammen med hende. Og i drømmen var det helt vanvittigt ydmygende. Vågnede og hev efter vejret og græd.

Så jeg skal lige dyrke noget meditation og lave noget positive reinforcement. For jeg skal ikke lade mig styre af imaginære rovdyr. Jeg er stærk og intelligent og jeg fortjener at være uafhængig og at kunne elske og tilgive mig selv. Jeg vil ikke være den, der spænder ben for mine relationer til andre mennesker. Jeg vil ikke slå mig selv med ord. Jeg gør verden smuk og får mange mennesker til at indse, at de er værdifulde.

Good Heavens, hvor jeg bare ikke tror på mig selv idag.

Nå. Meditation.

---

Playlists på youtube medens manden er på arbejde. Det virker. Jeg er meget mere 'i balance' og har meget nemmere ved at acceptere mine 'auto-genererende tanketårne' og bruger ikke oceaner af tid på at blokere dem. Jeg kan fokusere på det, som er MIG og sætte min rolle i tilværelsen i perspektiv. Jeg behøver ikke redde hele verden. Og jeg er ikke et offer, selvom jeg har været det i mange år. Og jeg ER ikke min mor, og alt det, hun ikke evnede. Jeg er faktisk bare mig selv. Og det er faktøsk åwkæj.