Det er ikke fordi jeg finder en pervers nydelse i, at der ikke er nogen her. På kollegiet. Det er ikke fordi jeg decideret glæder mig over, at min mand ikke orker at snakke. Vi har været på Kreta sammen i to uger. Klart han har brug for noget alenetid.

Og jeg nyder stilheden. Det, ikke at blive forstyrret af Kærestes euforiske udråb omhandlende græske katte, Janne, hans bedste kammerat, Civilization V, whatever. Hans liv er ikke mit, og det dræner mig virkelig, at jeg deltager så meget i det, alligevel. Jeg kan bare sige fra. Tage hjem. Leve mit eget.
Nu er han på Moesgaard med Janne. Og jeg nyder, at vi ikke er hinandens lige idag. Men at vi sikkert er det imorgen, når han vågner med tømmermænd og ikke orker at vaske op, når han kommer hjem.

I aften har jeg været et andet menneskes 'saving angel'. Jeg hjalp bare med noget praktisk i forbindelse med en flytning. Men det betød meget, at jeg var der. Jeg føler mig elsket. Og behøvet. Og duelig. Og imorgen fortsætter det, da jeg skal se min bedste ven. Som elsker og behøver mig. Og som fortæller mig, at det hele nok skal gå. At angsten bliver mindre.

Når jeg har venner, behøver jeg egentlig ingen kæreste. Jeg ved det godt. Mine venner får mig til at elske mit liv. Og JEG får mig til at elske mit liv.

Det er ikke fordi, jeg afskyr min kæreste. Nogle gange behøver jeg ham bare ikke. Og det er okay.