Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men putningen har været en FORNØJELSE her i weekenden! :D
Og hvad, tænker i nok, har hun så gjort for at hun kan få sin søn til at sove? Jo, det skal jeg fortælle jer:

Jeg har talt med lægen om sønnens langvarige søvnbesvær(læs: igennem hele hans 8-årige lange liv). Vi drøftede igen de forskellige tiltag vi har gjort, forsøgt og kasseret igen. vi drøftede fordele og ulemper ved at medicinere, bivirkninger ved medicinen og bivirkninger ved ikke at medicinere.
Og da jeg så påpegede at jeg havde en stærk mistanke om at hans manglende søvn gik stærkt ud over hans skolegang, var lægen ikke længere i tvivl. Der skulle gøres noget! NU! Og efter at han endnu engang gennemgik den alenlange liste jeg havde opremset over forskellige tiltag vi havde gjort, kugledyne, børsteterapi, mindfullness, meditation, massage, zoneterapi, og masser af andre alternative behandlingsformer... ja, så endte han med at udskrive Circadin, som er en depot-tablet med melatonin. Det er IKKE sovemedicin, da stoffet ikke hjælper, hvis man ikke vil sove. Det virker kun som en hjælp til at falde i søvn. Melatonin er et stof som kroppen selv udskiller når der er mørkt, for at man kan falde i søvn.
Anyway... virkningen er fabelagtig!!!! Vi er gået fra at indsovningen tog 2-3 timer, til nu at tage 15-20 minutter! Det er ... chokkerende, fantastisk og en lille smule skræmmende... Jeg har jo aldrig oplevet min søn falde i søvn så hurtigt før. Aldrig nogensinde!

Nå, jeg er medlem af nogle grupper på facebook. grupper for forældre til for tidligt fødte og for sensitive. I den ene af gruppen blev jeg støttet rigtigt fint, men i den anden var der en enkelt forælder der synes at jeg skulle have den helt store tur, fordi jeg havde valgt at medicinere mit barn. At det kunne man da ikke! At jeg var en dårlig forælder når jeg gjorde sådan, og at hun synes det var frygtelig synd for min søn! (måske stod det ikke helt så direkte, men det var helt klart meningen bag det alenlange indlæg).
Som om jeg ikke har prøvet alt andet, inden jeg valgte den vej. som om jeg ikke tænker på min søn, på hans sociale problemer, opmærksomhedsvanskeligheder, og hvad han ellers døjer med i sin hverdag, fordi han er TRÆT langt ind til knoglerne, så han bare ikke kan rumme det!
Ja, det er grænseoverskridende at medicinere sit barn, og det er absolut ikke noget jeg har tænkt mig at blive ved med, men det er altså det bedste for ham i hans givne situation. For når kroppen ikke producere melatonin nok, hvordan skal man så kunne falde i søvn, så kroppen kan producere mere melatonin? Det er en ond spiral, og den skal brydes!

Men det er selvfølgelig dejligt at hun har kunnet løse sine børns vanskeligheder uden medicin. Jeg har ikke haft held med det, selvom at jeg selvfølgelig til hver en tid vil foretrække at jeg havde. Men sådan skulle det ikke gå for os, så jeg tænker at det er okay(og bedst) at vi går andre veje, så han kan få det bedre!

Eller er jeg helt galt på den?