Jeg har kæmpet hele aften. Kæmpet for at være rolig. Kæmpet for at få knægten til at være rolig. kæmpet for ikke at blive sur, eller begynde at græde. Kæmpet for at få hans aggressioner dysset ned. Kæmpet for at han IKKE skulle vinde kampen.

Og det har kostet! Jeg har hovedpine nu, er træt langt ind i knoglerne, har smertejag i arme og ben, og det øverste af min pande, min ene næsefløj, samt en plet oven på hovedet sover og huden er følelsesløs der. Pseudo-attack. :(

Og nu sidder jeg her i min sofa og NYDER stilheden. Ved at jeg burde slæbe mit korpus ned i sengen, men orker ikke. Orker ingen ting. orker ikke engang at græde. Jeg er så TRÆT! træt af at kæmpe. træt af at knægten ikke vil sove i sin egen seng. Træt af den opførsel han pludselig har sat for dagen. træt af at han ikke vil høre efter. træt af at bliver så sur bare fordi han får et nej. træt af at han kaster med alt muligt, og træt af at han skælder sig selv ud, så snart vi siger at han ikke kan være bekendt at blive ved med at opføre sig sådan, når vi har sagt han skal stoppe.

suk... er det tilladt at knække nu?

Men lidt gode nyheder har jeg da også. møde med PPR d. 11 juni. håber virkelig at der kommer noget godt ud af det møde!
Og så har jeg talt med lægen omkring muligheden for at få udskrevet melatonin til knægten. Det lød som om at det ikke var et problem. Han skulle bare lige finde ud af den rette dosis, og til det, skulle han snakke med en børnepsykiater. Så jeg ville høre nærmere. Jeg håber det bliver i morgen!