I dag forbander jeg mit liv, men i går ... Min søn scorede sit første mål i en fodboldkamp, og han sprang ned ad banen i vild jubel! Det var et perfekt mål, siger manden. Ja, jeg så det altså også, men jeg kan kun huske selve målet og ikke alt det der ledte op til det. Men dejligt at han scorede. Det gav lige et boost til selvtilliden, og han proklamerede bagefter: Mor det er pillerne der får mig til at sove! De hjælper mig også med fodbold!!!"
jo, det kan tænkes, fordi han er mere udhvilet og sådan. Han var i hvert fald fuld fokuseret i den første kamp. kamp nr 2 gik knap så godt med koncentrationen, men der var heller ingen af de andre der kunne.
På vejen hjem fejrede vi det med McD. Knægten fik selv lov til at bestemme, for ... Det skal da fejres!!!

I dag sidder jeg så her i min sofa og har lidt ondt af mig selv. Jeg har ondt, og er træt helt ind i knoglerne, så træt som kun en sclerosepatient ved hvordan føles... og jeg kom til at tænke på alt det jeg godt kunne tænke mig at se og opleve. Lad være med det folkens! I hvert fald når man er usikker på hvordan ens fremtid ser ud. Jeg kan lige så vel sidde i en kørestol om et år, og så er det skisme for sent at vandre rundt i bjergene eller junglen eller noget i stilen. selvfølgelig vil jeg stadig kunne se pyramiderne og colosseum og lignende seværdigheder, men det er ikke kun dét jeg vil se. I dag havde jeg en trang til at ... live on the wild side! Trangen forsvinder nok igen, for jeg har jo et godt liv med min familie... men i dag bringer den tårer frem i øjenkrogen...

:'(