I morgen er der møde med skole, sfo og PPR. Så håber jeg virkelig at vi får styr på nogle ting.
Knægten har stadig ikke lyst til at skifte klasse, og det er uanset hvor meget hans klassekammerater driller, slår eller sparker ham. Uanset hvor mange lektier han har i vente. Nøj, hvor jeg synes det er svært lige nu.
Nogen gange tænker jeg at jeg ikke magter kampen med skolen og alle deres begrænsede ressourcer. Jeg har overvejet at skifte skole. Jeg har overvejet at tage ham hel ud og undervise ham selv.
Men de løsninger er ikke ideelle for ham, det ved jeg godt. Han vil have bedst af at vi kan få det til at fungere med hans skole. At vi kan få den hjælp han har behov for. Men hvordan skal vi nogensinde få det? Han har behov for støttetimer, men skolen vil ikke engang forsøge at søge nogle hjem til ham, og hvis de endelig får nogen, bliver det sikkert kun 5 timer på et år, hvis han overhovedet er så heldig. Latterligt! Havde han været et højintelligent barn ville han sagtens have kunnet få 25 støttetimer om ugen! Men der er selvfølgelig også mere prestice i at hjælpe et begavet barn, end et der ikke kan interagere socialt og som på bekostning deraf ikke er glad og derfor ikke kan følge med i skolen.
Ih, jeg bliver så rasende når jeg tænker på det! Hvor er verden dog uretfærdigt indrettet!

Og Fodbold ... vi var til kamp i går, hvilket gik... nå ja, vi tabte, men pyt med det. Problemet er at hans holdkammerater er begyndt at give min søn skylden når de taber, og det er klart at det nedbryder hans selvværd. Jeg forstår skisme godt at han er begyndt at blive selvdestruktiv. Stakkels dreng, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre?!?!?! Og holdkammeraterne er begyndt at skifte klub, fordi de ikke gider spille med min søn. Ja, det er der selvfølgelig ingen der har sagt, men det er hvad jeg fornemmer. :(

Så synes det hele er svært lige nu. Alt for mange problemer der skal løses uden at jeg har løsningen på det. Hvad fodbold angår, så spiller han ikke på det hold i næste sæson, hvis han overhovedet spiller fodbold.