Jeg følger diverse blogs og læser med, for det meste om mad, og nu kan man få en mail hver dag med de nye indlæg - smart.. Det er bare ikke alle, der har den funktion.

Derfor er det over et år siden jeg har læst med på Newyorkerbyheart, som blandt andet har været en stor inspiration omkring madlavning. Så da jeg i dag fandt vej ind på hendes nye side, fik jeg et kæmpe chok. Hun fik konstateret livmoderhalskræft i efteråret og har lige været inde til en samtale, hvor hun fik at vide, at det ikke har spredt sig, men heller ikke er blevet mindre efter kemo...

Pis pis pis pis pis pis..... Jeg kender hende ikke personligt, men jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det ville være, at have det sådan. Jeg blev rigtig ked af det og sad og tudede, da jeg læste de forskellige indlæg, og det satte bare en masse i gang i mig.

En masse gamle følelser kombineret med min egen identitetskrise og stresspis pt vælter frem, tanker om døden, dem der er døde og til sidst om hvor heldig jeg egentlig er.

Jeg kan ikke sammenligne min situation med hendes, men på én eller anden måde giver det mig et spark i den rigtige retning. Jeg har det svært pt, kan ikke overskue så meget og føler at jeg er havnet i noget af en identitetskrise blandet med stress.

Jeg har lukket af og lukket ned. Gør kun det, der giver mig energi, prøver at slappe af, uden at have dårlig samvittighed og give mig selv tid og plads til at komme ovenpå efter den omgang.

Var ude at spise med min rigtig gode veninde i Lørdags, og hun ramte lige dér, hvor det gør rigtig ondt (og godt). For det føles godt at blive set, og det kan hun.
Jeg er så bange for, at jeg skal falde i den samme fælde igen. Finde et lortejob igen. Som slet ikke er mig. Og som hun sagde, nu har jeg chancen for at finde det helt rigtige. Verden er åben. Og jeg ved det, og det er så fandens skræmmende. Uvisheden.

Men nu vil jeg gå ud i den store farlige verden med min veninde og hendes søn. Nyde solen og at jeg har fri - frihed.