Alt har været lidt kaos her på det sidste, og jeg har trukket mig - ind i mig selv.
Jeg er i et sort hul, og jeg kommer kun ud, når jeg gider og kan se en mening med det. Så som tøsebrunch med veninderne, Pibles 2 års fødselsdag og sådan..

Jeg har været meget tilgængelig - på Facebook, Skype, Gmail (chat) og alle mulige andre steder indtil da. Jeg har hjulpet og lyttet til folk; én veninde har fået sit første barn, en anden sit andet, éns forældre er økonomisk på røven og en bekendt har mistet sin far... Jeg har selv talt, og det har været fint, men da jeg stoppede med at arbejde, kunne jeg bare ikke mere.

Det gik op for mig (også med hjælp fra a-kassen) hvor stresset jeg egentlig har været, og hvor meget jeg har fundet mig i. Og jeg gider det ikke mere...
3 dage efter jeg startede på det job gik jeg hjem og sagde, at enten smuttede jeg nu, eller også prøvede jeg at blive og få det bedste ud af det.
Det blev planB, og det bedste jeg har fået, er endnu en stjerne på mit CV, flere kontakter og et par enkelte rare mennesker, men også endnu et hak i tuden.

Da jeg skulle forklare det for B i går, sagde jeg, at det er lissom at have haft en kæreste man har brændt nallerne på. Der går sq lige lidt tid, inden man kommer tilbage på banen igen. Det gode er, at jeg har prøvet det før. I flere henseender. Så jeg ved, at jeg nok skal blive ok igen. Men der er sket noget indeni mig.

Jeg gider ikke bruge tid på folk, der ikke giver mig noget, eller kun brokker sig. Jeg gider ikke at holde fast i venskaber, bare for at holde fast. Jeg gider ikke at gi' og gi' og gi' - uden at få noget igen...

I dag skrev en "ven" fra det gl. arbejde. Én jeg har haft svært ved at sige fra overfor. Både fordi han bekræftede mig, men også fordi han ikke fattede en hint.
Han kunne finde på at sidde og chatte en hel dag på vores interne chat...og han gad kun høre om positive ting eller snakke om former. Jeg var alt for flink og fik ikke sagt ordentligt fra, men det har gjort nu.

Han skrev, at han ikke havde mit nummer mere...og at det ikke gik så godt på jobbet mere, at "de" igen igen igen omprioriterede, så arbejdet var spildt etc. etc., og jeg skrev lige ud, at jeg ikke havde det så godt, og ikke orkede at høre om det lortefirma, som jeg aldrig kommer tilbage til, og at han måske skulle tage sit eget råd og se at komme væk derfra...

Nå, men jeg fik en meget kort mail tilbage, hvor der stod: "Det her bliver så min sidste mail. Bevares..."

Tjah...kan ikke andet end at grine af det og klappe mig selv på skulderen over at jeg endelig kom af med ham... total igle, som på ingen måde forstår en pæn hentydning.

Nå, men når man så burer sig selv inde på den måde, er der ikke så mange at snakke med, så dem jeg har talt med, har jeg snakket et øre af...ups... Der skal jo være noget balance i det, og jeg regner ikke med at det varer for evigt... Men alligevel..


Så derfor skriver jeg her. Så kan jeg snakke lige så meget jeg vil, og ingen behøver at lytte - og jeg får det ud.