Skrivemusklen er en muskel, der skal holdes igang, tænker jeg til mig selv. Den er i virkeligheden ligesom så mange andre muskler i det menneskelige legeme, og hvis du ikke på den ene, anden eller fjerde måde træner den, vil den med tiden blive slap og ubrugelig. Et af de uomtvistelige kendsgerninger ved den menneskelige anatomi.
Jeg sætter mig ned og prøver at skrive om mig selv, for at holde musklen igang. Det er hverken nyt, udfordrende, fysisk eller psykisk hårdt, men det er en start.
Lige nu befinder jeg mig for enden af mit bord i en limbotilstand mellem intet og alt. Kedeligt og sjovt. Jeg har kun én dag tilbage i disse trygge vanlige omgivelser, før jeg tager et af Brødrende Wrights teknologisk opdaterede konstruktioner og flyver til England med kurs mod centralnerven over dem alle: London. Jeg rejser i morgen omkring klokken 10 for at besøge min gamle ven og kollega, som har studeret derhenne i godt og vel et halvt års tid. Hvis han læser dette, så undskylder jeg, gamle dreng, at jeg aldrig tog mig tid til at forstå, hvad du helt præcis skulle læse og hvordan det foregår. Det er vidst noget engelsk/mediefagligt, men for min skyld kunne han studerer samtlige homoerotiske fortolkninger af de sidste 3 kapitler af Peter Plys. Det er ligegyldigt lige nu. Skønt det måske ville være et godt grundlag for samtlige fornøjelige samtaler. Hvad end du har brugt tiden på at studere er sagen underordnet. Tilbage til mig.
Jeg ser skam frem til denne tur. Virkelig, det gør jeg, men i det, jeg skriver denne sætning, mærker jeg "noget" krybe op ad min ryg. "Det" finder vej til mit kranie, ind i det og skyller pludselig ind over mine tanker som en magtfuld bølge fra havet omkring Bermuda området. Dette "noget" er min egen dybtliggende frygt. Frygten for at indrømme noget vigtigt. Ser du, dette er første gang, at jeg på egen hånd forlader mit hjemland for at tage på rejse. Jeg har aldrig gjort noget ligende uden den betryggende assistance fra min familie og/eller venner før. Jojo, jeg har da været ude og rejse en del gange i mit unge liv, men mine forældre har gjort mig den ene bjørnetjeneste efter den anden fra barns ben af ved at stå for det praktiske arbejde dvs. planlægning, billetafhentning, kortaflæsning etc. Jeg er nu nået en alder, hvor jeg selv må anskaffe mig al denne viden, og det er denne tanke, der skræmmer mig mest af alt.
Wow...nu er der hul på bylden.
Jeg har hele mit liv gået og opfattet mig selv som værende et mere eller mindre frit menneske. En bedre vidende person, der kiggede med medfølelse og en lille smule ynk på de konformative folk, der virkede ude af stand til at bryde fri af deres forældres levevis. De turde aldrig gøre noget impulsivt eller udfordrende, fordi det var ukendt, og fordi det indebar risikoen, at de måske ville tabe og fejle. Stakkels dem. De tror, at de står på egne ben, og det gør de skam også, men det er deres trygge hverdag, der har gjort jorden let at stå på. De kan ikke indse dette faktum, og derfor vil de aldrig turde tag i mod rigtige udfordringer.
Men det er her, jeg kommer ind i billedet. Hvor meget det end smerter mig at indrømme, så har jeg selv en god del af disse følelser tilfælles med dem. What a joke, huh?
Jeg er selv så bange for at jeg på forhånd vil fucke det op, jeg ikke har prøvet at give mig i kast med før. Så bange, at jeg for det meste helt undgår det ukendte, og hvis jeg endelig formaster mig til at give det ukendte et forsøg, så vælger jeg altid den udgave af det ukendte, som jeg kender mest til, hvis det giver mening (?) Jeg er ikke anderledes end den homogene masse, jeg beskrev før. Jeg er sandsynligvis deres ambassadør.
Nej nej, bare rolig, du gamle. Om mindre end 48 timer sidder du på en pub i selskab med en masse unge kvinder, der intet kender til denne side af dig og som kun er interesserede i dig, fordi du er fra udlandet. Den slags piger er ofte lette at have med at gøre. Der vil jeg sidde med en tyk, bitter, skummende stout i den ene hånd, min fjerde Lucky Strike i den anden og al denne frygt vil blot være ét blandt mange fjerne tangdynger, som rusens skummende bølger langsomt skubber længere ud til søs, langt væk fra sindets strandbred. Se DET glæder jeg mig til, gamle dreng. Men dette er ikke bæredygtigt. Frygten vil med stor sandsynlighed vende tilbage på et andet tidspunkt med fornyet kraft, sådan som bølger nu engang har tendens til at gøre. Naturtekniktimerne har sandelig ikke været forgæves, gamle dreng.
Tilbage til nutiden. Her sidder jeg. I limbo mellem alt og intet, mellem kedeligt og sjovt. Jeg befinder mig i mit værelse, der repræsenterer alt det trygge, lette og genkendelige. Har jeg det godt? Tjo, det har jeg vel, men jeg ved, at jeg kan få det bedre. Sjovere. Dette kan jeg dog kun gøre, hvis jeg for en gang skyld gør det selv. Hvis jeg selv svømmer ud i det ukendte og i stedet for at svømme uden om al det klæbende, grønne, besværlige, komplicerende, våde, slimet tang, men derimod svømmer direkte ind i dets centralnervesystem og igennem det...Da og først da, vil jeg kunne se det ukendte i øjnene uden at kigge ned. Jeg vil fjerne frygten, og tilbage bliver kun spænding. Jeg skal igennem tangen først. Mange folk spiser tang som en delikatesse på restauranter. Lige nu smager jeg bare på det, men det er altid en start.
Jeg skal nok underette kommandocentralen, hvis jeg opdager noget af relevans. Destination: London. Besætnings antal: 1. Charlie, hotel, romeo, india, sierra