Om jeg faktisk har ligget i seng med djævelen kan måske diskuteres? Jeg har sovet med min kæreste i nat, som har en tendens til at reagere på Djævel. Ham har jeg ligget med. Langsomt lært ham at kende og nu har jeg overgivet mig til ham. Jeg faldt i hans arme og han greb mig. Det er måske djævelsk gjort af mig. Djævelsk og ondt fordi han er min eks' ven. Jeg sætter dem alle sammen i en dårlig og lidt akavet situation. Men jeg er ligeglad med ham og hvordan han skaber sig i offentligheden, hvordan han ligner en deprimeret grå mus, der er blevet uretfærdiggjort. For dette er intet i forhold til, hvad han gjorde ved mig. Alt det han gjorde. Den langsomme nedbrydning af mig. Jeg fatter ikke jeg faldt for det - faldt for ham. Jeg fatter ikke, han kunne glemme, han nogensinde havde elsket mig. At han kunne efterlade mig alene hul og tom i telt. Bare gå, for det var hårdt for ham at se mig sådan. Men jeg var ikke den rette. Det kunne jeg godt have levet med. Men at han aldrig havde elsket mig? Holdt mig for nar i så lang tid? Det er brutalt. "Det var jo lidt tilfældigt, at det lige var dig. Det kunne have været hvem som helst.". Det kunne have været hvem som helst. Den første der bed på krogen, ville han udhule og udnytte. Sadistisk. Jeg holder mig til Djævelen.