Jeg startede på HG i mandags.
Det er ikke så svært og endda spændende tit :)

Kæresten bliver nødt til at stoppe på arbejde grundet en dårlig sæson og nok også lidt krise. Han har heldigvis fundet ud af, at han skal være anlægsgartner, og han skal ikke nødvendigvis stoppe på arbejde lige med det samme. Han vil vist kigge efter arbejds- eller praktikplads i morgen, når han har fri.
Han er megaglad for sin beslutning om anlægsgartneri og føler sig godt tilpads. Det gør mig glad og inspirerer mig.

Jeg vil lige nu gerne arbejde i en undertøjsbutik og sælge undertøj til piger og kvinder med store bryster (temmelig specifikt, jeg kender bare problematikken så godt fra mig selv!), være blomsterdekoratør/binder eller psykolog.

Vi oplevede noget skræmmende i dag. Vi var i biografen i Bruun's Galleri og se den om Thatcher. Den handler meget om demens. Da vi kom ud og var på vej ned i parkeringskælderen, var der en dame, der kiggede meget intenst på mig, som om, hun ville sige noget, men hun sagde ikke noget, så jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe hende. Hun havde rødrandede øjne og så ud som om, hun var helt ude af den.
Hun ledte efter politiet, hun havde glemt, hvor hun boede og vidste ikke hvordan, hun skulle komme hjem. Jeg tilbød hende at ringe til politiet, men det endte med, at vi fulgte hende ned på politistationen. Hun kunne heldigvis huske både sit navn og CPR-nummer, og politimanden virkede meget kyndig og seriøs og kompetent, og jeg havde det som om, hun var i gode hænder dernede. Det var enormt mærkeligt. Måske har hun haft en hjerneblødning, tænkte jeg, men hun sagde éen gang, at det ikke var sket for hende før og en anden gang, at hun ikke var sikker på, om det var sket før. Men hun vidste, at politiet kunne hjælpe hende med at finde hjem, så jeg tror, hun har prøvet det før. Hun kunne også huske, at politistationen havde ligget et andet sted i Århus, men ikke hvor den lå nu, og det mindede bare så meget om det vi lige havde siddet og set om Thatcher!
Hun var bange for at hun skulle sove på gaden og græd.
Hun var meget taknemmelig for, at vi fulgte hende til politistationen. Udover at hun havde glemt meget, virkede hun temmelig klar i hovedet, og hendes balance var fin, og hun snublede ikke på noget tidspunkt.
Hun virkede heller ikke så gammel. Tres eller sådan noget.
Det er så sygt, at hele vores personlighed og liv er så afængige af det organ oppe i hovedet. Fucked up. Det reducerer lidt et menneske til kun at være hjernen. Men det er også fantastisk fascinerende.

Vildt. det gjorde et stort indtryk. Men det vigtigste var, at vi følte, at vi havde overladt hende til nogle gode mennesker, der vil tage sig af hende. Gad vide, hvor hun er havnet nu?

Nu skal jeg smørre mig en madpakke. Skal heldigvis møde sent i morgen :)