Vi har holdt fødselsdag i huset. I tirsdags blev min mand 53 år. Det er jo ingen alder - men dengang jeg var en lille pige, var en mand på 53 år jo en ældgammel mand - ihvertfald efter min mening.. Vi fejrede ham med besøg af vor ældste datter, svigersøn og de to små krudtugler. Mens min mand og svigersøn vaskede op og ryddede op efter middagen, gik vi andre hen på pentanquebanen og dystede om en vinderplads. Jo, vi havde en god og hyggelig dag og vor far blev fejret på behørig vis med god mad, lagkage og gaver, fødselsdagssang og hurraråb.

I går kom der et kædebrev til mig. Jeg skulle sende brevet videre til seks veninder. Sidste uge modtog jeg tilsvarende kædebrev andetsteds fra i landet. Kopiere brevet og send det videre til seks veninder. Ødelæg ikke fornøjelsen for os andre.
Virkelig en appel til min samvittighed. Jeg bliver så mopset, træt og ked af at modtage sådanne kædebreve. Jeg føler mig forpligtet til at sende dem videre - men jeg gør det ikke. Jeg føler mig udnyttet. Jeg skal bruge tid, kræfter og ressourcer på, at sende - for mig noget intetsigende - kædebreve til seks veninder x 2. Jeg føler, at jeg bliver sat i forlegenhed, ligesom jeg sætter veninderne i forlegenhed. Jeg sender dem ikke. Jeg vælger at arkivere dem lodret - lige ned i skraldespanden. Kald mig bare asocial - jeg vil ikke finde mig i, at få tilsendt sådanne breve.

I går aftes var jeg til fest i vor afdeling for beboere og deres pårørende og så os personalet. Vi var 41 personer ialt - og det var jo noget af en flok, når man tænker på, at vi kun har 7 beboere hos os fortiden. Vi har syv kvinder boende og os personalet er også kvinder. Den ledige stue er lige blevet visiteret til en mand - en modig mand må jeg sige, som skal ned i vor hønsegård. Nåh, spøg til side. Vi skal nok tage os godt af ham. Der er jo en årsag til, at han skal bo hos os. Vi havde en rigtig hyggelig aften. Mr. Parkinson tog med ind til festen. Grrr. Min arm rystede, som den aldrig har rystet før. Jeg var pinligt berørt over det og selvfølgelig rystede jeg så endnu mere. Bare jeg havde været så modig, at jeg kunne sige det til mine bordfællere, at det var Mr. Parkinson, som jeg havde taget med. Jeg havde garanteret ikke rystet så meget så, og havde jeg, ja så vidste de jo hvorfor. Jeg turde ikke, men det er ihvertfald noget, som jeg snarest skal have lært - nemlig at melde ud. Jeg behøver jo ikke skamme mig over, at jeg har fået en kronsik sygdom. Det er bare så forbandet svært nogle gange.
Jeg var hjemme ved 21.30 tiden. Knap en time efter brød uvejret løst. Det tordnede og regnede og stormede og strømmen gik - så vi krøb sammen i sofaen med stearinlys tændt og havde den flotteste skue ud på den sorte himmel, som blev flænget af lynene.

Det var ordene for i dag. Så har jeg bare, at ønske mine læsere en rigtig god pinse. I morgen flytter vi ud i båden og bliver der pinsen over.

Pas på jer selv derude i samfundet. I er de nærmeste til det.

Kærlige og varme hilsner fra Nellemor.