Det er en mærkelig oplevelse, som jeg kommer ud for, når jeg passerer et spejl og uden at tænke over det ser et strejf af mig selv. Jeg synes, at det er min mor, jeg møder. Ligheden var der ikke, da jeg var ung, men nu har jeg ændret min frisure og pludselig er det hende, jeg ser. Egentlig lignede vi slet ikke hinanden, for vi havde helt forskellige farver. Men med tiden blev jeg mørkere, og da så pandehåret forsvandt, var ligheden der.Slående.
Det var i Rom, jeg besluttede, at lade mit hår vokse langt. En uheldig blanding af permanent og farvning resulterede i at håret gik af i totter, og siden har jeg så ladet det vokse. Jeg tror, der er kræfter i langt hår. Som Samson, der mistede sin kraft, da håret blev klippet, har jeg fået flere kræfter og mere styrke til at vise mig, som den jeg er, nu hvor jeg har ladet håret gro. Det har noget at gøre med, at man viser sig helt, som man er, som man selv føler, at man er. Man lærer det med alderen, og det er meget befriende og føles helt rigtigt. For mig havde det noget at gøre med, at jeg skulle tillade mig selv at være kunstner. Jeg ville så gerne, men turde ikke kræve det for mig selv. Det kostede tid og omsorg, som blev taget fra nogen, der troede, at min tid tilhørte dem. Jeg var nødt til at lære, at alle mennesker har ret til deres eget liv, deres egen tid og deres egne mål. Det er vigtigt, at man indser det selv.Ellers kan man ikke forklare det for andre.