Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal det her, det virker så kunstigt, bare at skrive sine tanker ud til andre...
Jeg har ikke set Kenneth siden i lørdags, hvor vi jo var ude og gå. Det gjorde vi også. Jeg aner ikke, om jeg elsker ham, og det virker så kunstigt at kalde ham min kæreste, når jeg kun ser ham den ene gang om ugen. Højst. Desuden skal han jo muligvis til Irak, hvilket bare gør mig mere fustreret! Han er den sødeste fyr, når han ikke prøver, at lægge mig ned på hans seng. Og når det lykkedes for ham, så elsker jeg ham for det, og hader mig selv bagefter, for at have ladet ham gøre det. Kan man kalde det et knald-forhold? Man ser ham én intens gang om ugen, så er der stille en uge, og så kommer det næste skud følelser. Bare det, at han er i Skive - 100 km herfra, gør det ikke bedre, og jeg savner ham, når jeg tænker på det. Hvorfor skulle han ikke på Frederecia Kasserne? Næ nej, det var skam Skive, der skulle have ham. Nu skal han jo muligvis/højst sandsynligt flytte derop, og hvad så med mig? Far er ikke glad for ham i forvejen, og han bliver ikke begejstret, hvis hans lille pus skal til Skive hver weekend sammen med de venner, som han heller ikke er vild med. Og at hans lille pus skal besøge den store, stygge militærmand gør det ikke bedre!

Det hele er bare noget lort! Hvorfor skal det være sådan?