ååh, alle disse tanker!
de ender med at blive min død.
om ikke andet døden af min sidste rest af selvtillid
de bliver ved med at hjemsøge mit hovede
det nytter ikke meget at den musik jeg holder af sætter dem i vildere omløb.
de formerer sig som små bakterier på min hjernebark
hun og hende og de andre piger
når først jeg rammer de indre tanker er det som at gå ind i et spindelvæv
alle mine tanker og forestillinger klistrer sig til mit hovede
jeg prøver at finde ud men jeg får ikke lov
de er ikke til at stoppe
søvnen får ikke adgang til mit sind
min krop og psyke svækkes
jeg vil ud i verden med det men hvem skulle lytte
jo jeg har jeg jo en at dele med
men jeg mangler hånden på min skulder
følelsen af min krop i en favn
alt andet end den rungende ensomhed når tårerne skal frem
jeg er dybt afhængig af den fysiske kontakt
den berøringen der gør at det hele føles trygt og ikke tomt
min dag i dag blev skidt
humøret lagde stemningen og jeg var stresset uden grund
hvor fanden er den kæreste jeg så ofte nægter at have brug for
men som jeg alligevel altid mangler
hvis bare man forstod sig på at score
eller kunne lade være med at gå uden om Føtex i stedet for at handle
så kunne der måske komme balance i systemet

Nu har jeg ondt i ryggen efter lige at skrive en mail væk fra det her, så her stopper jeg.