Hej
Jeg er en kvinde på 54 år.
I midten af marts, fik jeg en blodprop i hjertet.
Jeg var hjemme hos en veninde, og fik det gradvis mere og mere dårligt. Smerter i bryst,hals og overarme.
Jeg var klar over der var noget rivende galt, så jeg ringede selv til lægevagten, som hurtigt kom og rekvirerede en ambulance.
Jeg blev kørt til nærmeste skadestue og der efter kørt til Gentofte..Udrykning blå blink..
Chockerende og angstprovokerende.
Jeg fik en ballonudvidelse og i sat en stent.
Ved den lejlighed opdagede lægen, at jeg havde flere forsnævringer og fik i sat 3 stent mere i april.

Det er dog ikke den tur, der præger mig mest lige nu, syntes jeg har fået den bearbejdet, nogenlunde.
Jeg er dog klar over at mange får, psykiske problemer, efter blodpropper.

Jeg var sygemeldt ca. 3 uger efter hvert indgreb. Derefter har jeg arbejdet på deltid.
Bl.a pga af at jeg efterfølgende skulle deltage i et 8 ugers genoptræningsprogram, som er led i en obligatorisk hjertepakke.

1.6. bliver jeg indkaldt til en såkaldt "omsorgssamtale", hvor min leder udtaler at det er et problem at jeg ikke arbejder på fuld tid endnu.
Samtidig udtaler hun at mine kolleger, syntes min sygdom fylder for meget og at jeg er svær at samarbejde med.
Dette har jeg dog fået afkræftet, da jeg selv har spurgt dem.
Siden den samtale, har jeg lidt af angst og store søvnproblemer.
Jeg har skrevet et langt brev, til min leder, hvor jeg fortæller hudløst ærligt om min tilstand.
Jeg får ikke nogen respons, før efter 4 dage.
Hvor jeg bliver indkaldt til endnu et møde, hvor den administative leder også skal deltage.
Jeg har fået opbygget et kæmpe skræmmebillede, som opsøger mig nat og dag. Jeg græder ustandselig og drikker for meget, bare for at kunne holde det hele ud.

Mødet er nu sat til d. 19.8. Jeg har heldigvis, fået skaffet mig en bisidder, fra BUPL.
Håber han kan passe på mig.
Lige nu kan jeg slet ikke forstille mig fremtiden..
Hvad skal jeg svare på spørgsmålet:
Hvornår kan du starte igen ?
Kan man sige, det ved jeg ikke ?
Måske mister jeg så mit job..(jeg er pædagog i en SFO).
Jeg bliver i såfald kastet ud i en bundløs arbejdsløshed. Der er bare ikke nogen job pt.

Livet virker helt sort, for mig lige nu. Jeg
skal besøge min nye læge, på mandag.
(Har lige skiftet.) Måske kan han hjælpe mig med at finde en udvej.
Jeg prøver også at sige til mig selv, hvad er det værste der kan ske ?
Hilsen en trist trist Helen