Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle om min kassedame i i Irma. Hun har on-off været i mine tanker siden jeg handlede der i går. Hun irriterer mig. Hun sidder dér dag efter dag og ligner verdens undergang. Man har lyst til at råbe 'halloooo du arbejder i en servicevirksomhed, du må godt se ud som om du er i live, i det mindste'. Samtidig giver synet af hende et stik i hjertet, fordi hun mest af alt minder om en vindtør stub på en høstet mark. Det er som om, hun næsten ikke eksisterer derinde under den blå skjorte. Hun kigger aldrig op, ser aldrig nogen i øjnene. Hendes bevægelser er ulideligt langsomme og apatiske. Og hun har alt i hendes udseende imod sig. Hår, der som vissent marehalm trykker sig ind til et indsunkent kranium. Hendes kinder er slunkne hudposer som driver ned af ansigtet. Hendes skuldrer luder som et stykke bøjet pap – og det virker som om hun allerhelst ville krølle sig sammen og forsvinde helt.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at dette væsen nogensinde har smilet, leet eller grædt. Men der er noget så angstfyldt og skrøbeligt ved hende, at hun bliver ved med at hjemsøge mig. Har hun altid været sådan? Har hun engang været livfuld og sprudlende? Måske har hun med det udseende altid fået at vide, at hun var en bedrøvelig, livløs lille mus og derfor blevet til én?

Der er noget ved hendes skrøbelighed, som minder mig om min mor. Min mor er så tynd og lille og rynket. Men sådan har hun ikke altid været. Hun har været stærk og smuk og sjov, kraftfuld og kreativ. Hun har fløjet svævefly, kørt på veteranmotorcykler (har stadig én), været skibskok og rejst verden rundt. Hun har spillet fodbold på højt plan og er uddannet både blomsterbinder og reklametegner. Og nu. Nu ligner hun en udtørret flodseng. Livet kan åbenbart tage nogle drejninger, som piller al kød af kroppen. Som dræner krop og sjæl. For mange smøger for meget rødvin, hjemsøgt af barndomsminder bag imploderede pupiller. Hun er i øjeblikket ved at læse min bedstemors dagbøger. Jeg har ingen idé om, hvad der står i dem. Måske er de blot kedelige fortegnelser over vind og vejr og hverdags trivialiteter. Men måske rummer de noget af forklaringen på, at min mor en dag efter skole fandt hende bevidstløs med et pilleglas i hånden.