Hej igen. Her på Kr. Himmelfartsdag var vi i haven i det smukke sommervejr, som endeligt er kommet. Så bare dette vejr bliver sommeren over - eller fint vejr om dagen og regn om natten. Det er min drømmesommer. Det er ihvertfald med at nyde vejret, så længe at det er så fint. Nå pyt, alt slags vejr er godt, bare man tager tøj på efter det.

Jeg har været på arbejde i aften - min lille 4 timers vagt. Det var hyggeligt lige at komme ind og hilse på beboerne. De var trætte, men de havde også opholdt sig ude på terrassen hele dagen.
Angående mit arbejde har jeg været ret bange og usikker for fremtiden. En dør har nu åbnet sig og jeg er begyndt at funderer over, hvad jeg vil. Min leder har sagt, at når der er behov for det, er hun behjælpeligt med at finde et flexjob eller skånejob til mig. Det var en lettelse for mig at få denne bekræftelse, men nu er jeg så gået videre i min tankegang. Det er bare det, hvor meget skånejob er der i det i pressede situationer. F.eks ved sygdom blandt kollegaerne eller i ferieperioderne.. Vil jeg så være god til at sige fra? Kan vi finde en balance, som tilfredsstiller både mig og kollegaerne? Og kan mine kollegaer forstå min sitation?
Der er jo også den mulighed at ansøge om min pension og den tanke er efterhånden ikke hel fjern. Det er nok en tanke, som skal vendes mange gange og have lov at bundfælde ligeså mange gange. En tanke, som skal vejes i både fordele og ulemper. Mit første skridt i denne retning er at få et møde med pensionskassen i min fagforening. Jeg prøvede at ringe derop i går, men kontoret er lukket om onsdagen. Så må jeg prøve i morgen igen.
Der er godt nok en del at tænke over i forbindelse med at få en kronisk sygdom, men efterhånden som jeg taler med andre parkinsonpatienter og jo mere jeg læser i mine to ovenud udemærkede bøger - skrevet af patienter og fagfolk, så er det netop, at flere døre åbner sig for mig. Det er ikke længere helt så uvist og jeg føler mindre at jeg famler mig frem i usikkerhed og angst. Jeg kan begynde at snakke om det, at have Parkinson, uden at bryde grædende sammen. Jeg må dog fortælle, at jeg fik den sødeste mailhilsen fra min veninde - da fældede jeg nogle tårer. Jeg blev så rørt over hendes forståelse/opmuntring.
Jeg må også godt tude, når det gør ondt. Jeg vil på ingen måde spille en helt eller være cool (det er slet ikke min natur) - men prøve at tage min sygdom som en udfordring med hele følelsesregisteret. Nu må jeg nok hellere holde - inden det bliver for meget væven rundt.

Tilbage til haven. Min mand har haft travlt med at rengøre alle blomsterbedene, mens jeg var på arbejde. Så er det nemt for mig at holde dem fri for ukrudt resten af sommeren. Jeg har også en del blomsterløg, som jeg skal have sat i jorden. Det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal have glæde af dem i sommer. Ellers kommer de vel op til næste år.

Nej, nu må jeg hellere stoppe for denne gang. Det er vist ved at være normal sengetid. Jeg håber, at jeg kan sove. Sidste nat lå jeg mere eller mindre vågen.

Mange hilsner og godnat fra Nellemor.