Nogle gange ville det bare være sjovere at være en anden. Enhver eksamen er en chance for at imponere og gøre sin nærmeste stole af en - eller det omvendte. Med blot 5 på mit hold, er der ikke så mange at sammenligne sig med, derfor virker det meget ildevarslende når de 2 har fået 12 og en har fået 10 og jeg har fået.. 02. En karakter for en minimalt acceptabel grad af målopfyldelse. Hvad der gør mest ondt er tanker om at man bare ikke er god nok selv om man ved at man har forsøgt, man er vejet og fundet for let, tanken om hvordan andre vil nedvurdere ens evner inden for faget ikke mindst tanken om når jeg skal fortælle andre det. Hvad vil de sige? "Jeg elsker dig alligevel?", "hvad skete der?", "Jamen du er jo bestået!". Det er ikke godt - det virker bare ikke.
Det sjove er at jeg kan se hvad der gik galt - men hvor mange gange kan man komme og sige at man føler at man er blevet misforstået? Det runger hult efterhånden. Men et eller andet sted skal jeg af med det. Hvordan kan det passe at man er i eksamen inden for kvalitetssikring og så bliver bonget for at bede ens kollega dobbelttjekke de ting man finder frem til - når en stor del af konceptet er at alt skal tjekkes af 2 personer? Det var ikke fordi jeg spurgte hende først hvad hun mente at vi skulle gøre - jeg gav en udmelding og bad så om hendes. Men tilsyneladende virker det usikkert og uselvstændigt på eksaminatorerne.
Mit problem, mener mange er en variant at manglende selvtillid eller ikke at stole nok på sig selv. I virkeligheden er mit problem at jeg ikke stoler på andre. Jeg kunne ikke se at man makker tjekkede de ting af at hun skulle - derfor spurgte jeg ind til dem.
Bedre gik det i behandlingen - men der var jeg også sammen med Inge. Hende kender jeg og jeg VED at hun tjekker ordentligt af.