I dag fik jeg blomster. En stor, fyldig buket af ensfarvede smukke solsikker, skarpe som gule bier. Kontrastfulde med sorte markører, skønne som sommeren. Jeg købte dem selv, på vej hjem fra byen. På bud. Da jeg kommer hjem åbner jeg op for netværket, men blandt billederne, er der intet af dig, og ingen grøn firkant i hjørnet. Ikke engang et billede med det grå felt. Så jeg lukker ned, og sætter mig i stedet for at læse lidt. Være konstruktiv, måske decideret. Ja, sådan rigtigt. Men det bliver ikke til meget mere end et par linjer, som knapt, knapt nok sætter sig fast. Noget med Sokrates, og noget med en forsvarstale og om at være klog. Det kradser stadig i halsen, efter kogendevarm te eller iskold, så frydende kold is; at noget kunne bedøve den. Med teen er kold og har nu lavet dem alle, drukket mere eller mindre en kande af hver slags, og det hjælper ikke på den simrende kvalme, der er kommet som følge af hals-pinen. Snørrer et tykt tørklæde om den januarblege hals, trækker det hurtigt af igen, og finder et i bunken af rod. Inden jeg går ud og laver mere te tjekker jeg lige igen om der skulle være nogen logget på. Puffer lidt til blomsterne, i et program der hedder windows live photo gallery, der bare ligger der og gratis. Solsikkerkernerne der sidder bundet sammen i blomstens midte, bliver mørkere når man trækker i kontrastknappen, og nu står de egentlig smukt der på baggrunden. Logger på, stadig ingen. Tænker at man burde redde sengen, faktisk rydde op i de bøger der står og støver og falder i bunker på gulvet, men hvad skal jeg dog stille op med dem. Rydder alligevel det værste op, det væsen-ligste, altså tøjet, fra weekenden, eller hvornår var det nu. Løbetøj der har ligget der så længe, i flere dage, at det næsten er rent. Da jeg båret alt tøjet ud eller hængt det på radiatoren, ryddet skrivebordet, så der kun står pc-en tilbage, åbner jeg hurtigt op, eller, det siger jeg til mig selv det skal være, før jeg går læser videre i teksten. Men der er jo ingen andre end dem der var før, samme billeder og jeg prøver igen at forstå lidt at Sokrates filosofi men synes at tabe tråden. Går en lang tur med den sorte, som to gange skider, og jeg har kun én pose med, og vi er ellers så opsatte på, at den slags tager man sgu med sig, men der er ikke meget at gøre. Til gengæld går jeg en lang tur. Og da jeg kommer hjem bliver det hurtigt mørkt. Vi spiser noget mad, jeg læser lidt, forsvinder lidt rastløst rundt, de orangegullige gadelygter lyser dunkelt fra en række langs vejen derude, nu er klokken 20.54, og jeg er egentlig træt efter dagen. Rastløsheden sidder stadig svagt i mig, trods fingrene på tasteturet har forsøgt at arbejde det ud, men det kradser stadig af sygdom og sygdom betyder lange dage, og i februar er de grå, og disse dage råber på rastløshed. Og blomsterne, ja de står der da trods alt stadigvæk, ranke, på den flade skærm, flade men smukke, trods jeg fik dem for over et halvt år siden, måske mere, halvandet, jeg husker det ikke. Skarpe stadigt.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Rastløshed er publiceret
22/02-2011 19:19 af
Marie Svendsen.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.