Hvorfor er de alle navneløse, unavngivede, bare for alt men hud, som glansløse facader, hvidskallede ansigter uden udtryk, kolde øjne og en fin så lille mund, rød, og ny, poleret, uden skyggen af et fejltrin eller en ujævnhed, så fine mørke, læber. Spinkle som bare fanden, med små lette ører, der hører alt, vel, ikke, og knoglede tynde fingre, men uden en eneste vanskabt knogle, der stikker ud, blot så tynde, som pinde, hvide som kalk, mon de knækker, men de fumler sig frem og træder aldrig forkert, blot lange og tynde og fine, negle klippede perfekte, og foldemærker i håndfladerne er ikke at kunne se. De skraber sig med de stærkskrøbelige hænder, gnider dem og kradser over det hårløse kranium eller vrider kolde hænder mod hinanden, fingre vikles ind, så smukt og modbydelige, alt andet forsvinder, vi holder fast, grimasserer, at de kan, de hvisker så det hvisler ned ad ryggen, og jeg funderer på hvor dybden og vi er blevet af, hiver besværet skuldre bagover, myoser hidkaldes, og kuldegysninger står i kø, imens de forsøges nået, men væk de danser, langt væk med hinanden i hænderne, men hvis jeg tog deres hånd, ville den så stadig være der, ville de ej knække af mit håndtryk