Nogle dage skal der ikke så meget til at vende op og ned på alting; et kærligt klap på skulderen fra chefen, en seddel med dagens seneste opdateringer fra samboen eller en særlig sang i morgenradioen, kan nogle gange være faktorer, der er med til at indhylde den forestående dag i en særlig glædes aura. Præcis sådan en dag, har jeg haft i dag! Det er egentlig vanskeligt at sætte ord på, hvad der var den afgørende årsag til, at denne dag har skilt sig ud fra de resterende hverdage i mit liv. Hvorfor det netop har været denne onsdag, der vil arkiveres i min hukommelse og i fremtiden indtage en plads i rækken blandt de andre glade minder, der har hjemme her. Men som indlæggets overskrift antyder, tror jeg, at følelsen kan tilskrives det faktum, at vi går mod lysere tider!
Jeg var ude at løbe en tur om søerne i København i morges, og kunne for første gang i umindelige tider mærke, at de solstref, der ramte mig i ansigtet, varmede. Det var intet mindre end fantastisk at mærke sveden pible frem mellem mine fingre, og tvinge mig til at smide de uldne vanter efter de første par kilometer på løberuten. Og i takt med, at min kropstemperatur langsomt bevægede sig opad, begyndte jeg ligesom at registrere min omverden på en helt ny og intens måde. Solen spillede lystigt i det grumsede søvand og kastede lys over tabte plastikkrus og bortfløjne reklamebrochurer, der i hele vinterhalvåret har ligget skjult under et tykt lag is. Svanerne udfoldede majestætisk deres hvide fjerpragt og bekendtgjorde, at søerne ganske induskutabelt var deres kongerige og de deres ukronede regenter. Og fra alle sidegader piblede mennesker frem; mødre med knirkende barnevogne, forretningsmænd med glødende mobiltelefoner og sorte attachemapper under armene, tæt omslyngede kærestepar og unge piger med små, nysgerrige hunde i snor! Jeg følte, at jeg med et befandt mig midt i et inferno af liv, energi og mangfoldighed. Som havde København ligget i dvale i de sidste mange kolde måneder, og først nu, hvor solen atter tittede frem fra sit skjul, vågnede til live igen. Det er utroligt så forskellig en by kan tage sig ud. Utroligt, hvor meget sjæl og atmosfære dens indbyggere bidrager med. Uden mødrene, de travle forretningsmænd, kæresteparrene og hundelufterne, ville byen blot være en tom skal. Det er utvivlsomt disse mennesker, der puster liv i den ellers døde skal og sørger for, at byens puls og hjerterytme holdes ved lige. Bevidstheden om, at jeg befandt mig midt i den farvestrålende mangfoldighed, og det at kunne føle, hvordan mine hektiske hjerteslag og mit let forpustede åndedræt indrettedes efter byens puls og nerve, var vidunderlig. Som at blive optaget i et slags indforstået fællesskab, hvor det at smile til en fremmed er eneste optagelseskrav.