Jeg frygter at Nus en dag ender i samme hul som skildte os ad sidste år..

Jeg er bange for at han alligevel ikke er så stærkt som han virker og at det krakelerer lige pludselig - både når jeg mindst venter det og når det er mindst belejliget.. Som om noget tidspunkt skulle være bedre end andet for sådan noget..

Løgne fyldte meget sidst.. Jeg har ikke fået reelle sandheder i første omgang - og selv nu, her i anden omgang har der været knuder på tråden.. Min fornuft siger mig at jeg ikke bør stole ham, men mit hjerte (hvor kliché-agtigt det så end måtte lyde) siger noget andet..

Da vi sov sammen havde jeg skiftevis lyst til at kravle endnu længere væk fra ham - og kravle endnu tættere på..

Jeg har ytret noget af panikken overfor ham, og han garanterer ingen forventninger at have, at han godt ved at jeg skal lære at stole på ham og have tillid til ham igen, plus at han har al den tid jeg har brug for..

Han er ikke længere bange for de tiltag der måtte følge et forhold.. Ikke bange for seriøsiteten omkring det, ønsker drømme, ect..

På en måde virker han til lige pludselig at have lavet en kæmpe overhaling indenom, og jeg kan ikke regne ud om han kører på vedvarende energi eller fossilt brændstof..

Han er foran, og på en måde også den der har kontrollen fordi han er, eller virker, så afklaret.. Det er lige pludselig vendt om, så det er mig der skal overveje for, imod og om jeg tør..

Jeg har sagt at jeg er bange for at han forsvinder som han gjorde sidst.. At han lige pludselig og ud af noget jeg ikke kan gennemskue hvad er, forsvinder ind i sig selv igen.. Han har forklaret mig (en million gange snart) at det var fordi han ikke vidste hvem han var - OG at han tilmed var bange for sig selv og ikke følte at han kunne leve op til den gensidige tillid der nu engang er (eller bør være) i et forhold.. Hver gang har han lovet mig, at han ikke forsvinder.. At han ikke går nogen steder.. At han ikke er bange længere.. At han bare vil have at jeg er glad og tryg ved ham igen..

Da vi talte sammen i går aftes, fortalte han efter en kunstnerisk pause at han havde syntes det var rart at ordne min cykel.. Og "rart" at vaske og rydde op om formiddagen - det gav et tilhørsforhold og fik ham til at føle at han gjorde noget igen for det jeg gør for ham..

Noget i mig har lyst til at invitere ham til at bo her.. Bare for en weekend, men dog for en weekend.. For at komme tættere på.. For at finde ud af om jeg kan eller ikke kan.. For at få noget af trygheden tilbage.. Men intet af det før han har været forbi den hjælp han har tænkt sig at opsøge..

- - -

Jeg tænker på hvilken konkurrence der er med i det denne gang.. Hvem/hvad jeg skal slås mod denne gang, hvis der bliver noget? Hvem jeg ville skulle dele ham med? Sidst forsikrede han mig troligt om at han ikke talte med andre tøser på samme måde som han talte med mig - men han har siden indrømmet at han løj.. Faktisk sad han på den gule stol og indrømmede det.. Talte med andre piger, havde lyst til at se dem, men gjorde det ikke.. Hvis det stadig er sådan, jamen så skal det helt sikkert ikke være.. Jeg orker ikke konkurrence og da slet ikke når det er ham der har opsøgt mig.. Jeg orker ikke løgne og hemmeligheder.. Igen..

- - -

Besides.. Han sagde han ville skrive efter endt øvelse i dag.. Det kan man ikke ligefrem påstå at han har gjort.. Jeg ville gerne være et større menneske, men det er umuligt lige nu.. Man skal holde hvad man lover altså.. Og forhåbentlig som minimum sende besked engang i morgen (tidlig).. Sidder og knokler med videnskabsteori - super kedeligt, i det mindste har vi fået fingre i en lægevidenskabelig artikel om genetik, det gør det lidt mere håndgribeligt.. I det mindste.. Jeg er vist Frk. Snerpe..