Onsdag aften slugte jeg en håndfuld Panodiler, men ikke så mange som jeg plejer, hvilket jeg siden har bandet over. Røg til udpumpning hvor jeg opførte mig eksemplarisk. Røg på MVA/ akut modtagelsen hvor jeg skiftevis sov, græd og uddelte lussinger til mig selv. Så videre til gastro-et-eller-andet afdelingen, hvor jeg måtte dele værelse med en dame med monster diaré. Hjem. En hel weekend hvor jeg har været alene med mine dæmoner. Al menneskelig kontakt er mig en plage. Folk der taler er en pine for mig, og endnu værre er det hvis de ler.

K og A tog min tavshed personligt og min uro gjorde lille M nervøs og måske endda ked af det. Undskyld, jeg prøvede virkelig at opføre mig normalt, men jeg kunne ikke.

En af sygeplejerskerne kom til at sige at jeg vel skulle tale med en psykolog. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Hun kan jo ikke vide, at jeg er blevet erklæret uegnet/ uværdig til psykolog. I Århus lærte jeg at affinde mig med at jeg ikke kunne tale med en psykolog, fordi jeg har Aspergers, men i Randers erfarede jeg, at mange af de andre godt må. Hvorfor så ikke mig?