Endnu et sekund, endnu et minut, endnu en time og endnu en dag er tikket afsted. Jeg føler mig gammel som om et ondt liv på 80 år er kørt forbi. Lev, ånd vær fri. Jeg er død inden i. Inspiration, sommer, sol, kærlighed og lykke kom. Eller føles verden tom. Hvad skal det nytte at netop jeg overlevede i dag, mens 1000er der elskede livet og havde styr på det døde? Hvad med den forsvundne dreng, som ingen aner hvor blev af? Ligger han fanget på bunden af et mudret vand? Han havde styr på livet, var elsket og udførte mirakler hver dag. Hvem kan ellers prale af at være overhoved over en succesfuld orginisation som 18 årig? Ja, jeg spørg bare. 13- og 11-taller i skolen, til eksamen. -Og nu, hvad så nu?? Væk, forsvundet, pistvæk og savnet. Du tror du har dem forevigt, lige indtil verdens telefon ringer dig op. "Jeg har en dårlig nyhed, det handler om.."
Den indre forvandling var så stor, at det ydre KRÆVEDE også at lave en forandring. Et spyd stukket gennem øret, til fastholdelse af livet.
Tænk at der skulle gå 2 uger før mine forældre overhovedet opdagede det.