Idag har jeg været ude at løbe med pigerne. Det var ganske fint. Meget tjuhej for en lille løbetur, tror jeg jeg synes. Hvis jeg skal et officielt løb en anden gang, skal det være en speciel distance. Noget jeg vil være stolt af at have gennemført (så behøver vi ikke længer op end 10 i øvrigt) men det var megen peppen sig op og meget tidsspilde for ingenting.

Og... tjah, så ved jeg ikke hvad der er sket. Men pludselig har jeg helt tabt pusten. Føler mig skamfuld og pinlig over episoden med næsten fætter. Ikke fordi der egentlig er grund til det. Han sagde, 'altså, det må vi jo gerne. Vi er singler begge to og ikke i familie, og det var sjovt og hyggeligt. Det kan godt være... men idag kan jeg mærke det er mærkeligt. Mærkeligt fordi jeg føler mig udstillet hos en, jeg gerne ville være tryg ved mest af alt. Jeg ville gerne kunne ringe til ham og spørge om han vil med i biffen lige netop nu med søster og alt det der. Og nu, hvor han er hjemme. Men nu har jeg ødelagt det, og jeg er blevet en gammel ynkelig tante, der hungrer og griber omkring sig i vildelse.

Jeg føler skam over mig selv. Ikke fordi der er noget galt med næsten fætter. Der er intet galt med ham. Bare fordi jeg kan mærke min skrøbelighed så tydeligt. Og nu ferie på Island ... for hvad? Og efter ferien job, for hvad? Puh ha, sikke et humør. Jeg ville tage ud til forældre, men de er naturligvis til fest et eller andet sted. Det er de sgu altid. Fantastiske forældre... umulige at leve op til. Måske jeg bare skulle gøre det alligevel og havne i et rødvinsdrikkende selskab lige til en god dessert?

Jeg er ked af mig selv. Latterlige klamme singlepige med et sex og nærhedbehov kraftigt oparbejdet over mange år med J. Jeg kan ikke være i mig selv. Jeg har svært ved at holde det ud. (Heldigvis - heldigvis har dette intet, slet slet intet med ham at gøre. Hvis idag på nogen måde kan være en god dag, er det igen igen fordi det er dejligt at mærke at mit humør, min sorg og mine længsler ikke mere har noget med ham at gøre. Jeg må sgu bære min sorg og skam alene, må jeg. Der er ingen andre end mig at kaste skylden på).