Er langt om længe ved at være på plads i det nye.... Eller på plads og plads - det er måske meget sagt, men lige nu er hovedproblemet, at jeg kommer fra 140 kvm, hvor der var skråvægge ovenpå... Dvs, at jeg havde masser af små møbler... Nu har jeg kun 87 kvm. men har tilgengæld højere til loftet.
Konklusion: Jeg skal have skabe/komoder, der er høje!!
Problem: Pt. Har jeg ikke en krone til at gå ud og købe møbler for.

Men det ser godt ud generelt. I flytteugen havde jeg rigtig mange nedture. Tror på det nærmeste jeg kunne have tudet mig selv i søvn hver aften, hvis jeg havde haft energi nok til ikke bare at slukke når jeg ramte hovedpuden.
Fortrød rigtig mange gange, at jeg havde valgt at flytte, for huslejen er stort set den samme, men pladsen meget mindre (kommer dog til at spare penge i forbrug er jeg sikker på).
Og så en morgen på vej ud til gården efter at have afleveret ungerne spillede de så i radioen "Life for Rent" med Dido...

"I haven't really ever found a place that I call home
I never stick around quite long enough to make it"

...Og så tudede jeg! - og besluttede at nu bliver jeg boende her indtil jeg er rig og kan købe mig et hus, der skal være mit til jeg dør... Og får jeg aldrig råd til det, så er der ikke nogen grund til at jeg ikke bare bliver her! (I hvert fald til børnene er store og flyttet hjemmefra...)
Jeg hader at sige farvel til ting og steder jeg har været glade for. Og vi har jo været glade ude på gården.
Men på trods af at jeg var meget i tvivl om om det overhovedet var det rigtige at flytte, så kunne jeg dog stadig se på det positive....
Pkt. 1: Jeg fik ryddet ud i en masse alene under pakkeperioden, og endnu mere under udpakningen, fordi der ganske simpelt ikke var plads til det hele.
Pkt. 2: Børnene er kommet tættere på legekammerater. Det var så skønt, allerede d. første fredag her, og vores nye nabodreng, som går i klasse med Lucas kom herind og så Disney-sjov... Bagefter løb de to dreneg ind til ham og så X-factor, og så kom Lucas ind og spurgte om han måtte sove derinde... Blev så glad, for jeg har virkelig været lidt bekymret for min Lucas, fordi vi har været så isolerede derude på landet, og han ikke selv er den mest udfarende dreng... Men nu har han alle sine legekammerater tæt på. Det er så godt for ham!
Men vi skulle jo også male ude på gården, så al den fritid jeg havde, måtte jeg tilbringe ude på gården, mens mit nye hjem var et kaos af flyttekasser og ufærdigheder... Det var hårdt, at komme hjem hver aften og ikke engang føle man havde lov til at slappe af...
Det var sådan at når jeg havde fri fra arbejde, blev jeg næsten helt ked af det, for det føltes virkelig som at få fri, det at komme på arbejde - når jeg kom hjem var det bare at knokle på, til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere...
Den første lørdag i den nye lejlighed havde jeg i lang tid haft planlagt en fest, før jeg overhovedet vidste at jeg skulle flytte. Jeg holdt på at gennemføre den. Og lørdag var jeg på en lyserød sky over at være nødt til at blive hjemme i det nye, og gøre plads til at 15 gæster (og to måske'er) kunne komme og sidde ned... Lene ringede allerede tidligt og spurgte lidt ind til aftenen, og hintede lidt at hun ikke var superoplagt. Hun ringede så igen kort inden og sagde at hendes mad var brændt på (alle skulle medbringe en ret), og at hun bare slet ikke var oplagt og gerne ville blive hjemme, hvis det var ok... Selvfølgelig var det det... Helle fra mit arbejde som skulle komme med sin mand kunne jeg ikke rigtig skabe kontakt til, og jeg var ikke klar over om hun havde fået alle detaljerne, hun dukkede heller aldrig op. Camilla og Jan skulle begge være kommet, men Jans far var blevet syg, og lægerne var ikke optimistiske, så Jan havde meldt fra fra start af, Camilla regnede med at komme, men ringede fem minutter før gæsterne skulle komme, og sagde at hun ikke kom alligevel, og jeg fik en update på det hele med Jans far...
Så vi gik fra 15-17 og ned til 10... Og jeg var pludselig blevet i et temmelig smådeprimeret humør, både ovenpå min egen lorteuge (jeg var træt, fortrød måske og måske ikke, havde stadig en masse ting på gården som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med, og skulle op og male næste morgen), men også på grund af de knap så opmuntrende nyheder om Jans far... Og da "Happy Ending" med Mika i samme øjeblik begyndte at spille fra højttalerne, havde jeg mest af alt lyst til at ringe til folk og sige de ikke skulle komme alligevel. Men det kan man jo ikke 5 min før en fest begynder...
Så jeg satte noget mere muntert på, iførte mig den sminke, der skulle være prikken over i'et til min udklædning (Og svaret er nej: Jeg kan ikke holde en fest uden at der skal være et udklædningstema), og prøvede at glæde mig over at skulle tilbringe en afslappet og sjov aften i selskab med gode venner...
Og det blev en rigtig god aften!!! Jeg havde det virkelig sjovt, og var opfyldt af ny energi kl 6 næste morgen(!!!) da jeg stod op for at gå ud og male. I aften er det to uger siden jeg blev færdig med malearbejdet. Jeg har så småt fundet mig selv frem igen, og jeg glæder mig til hen ad vejen at få købt de sidste ting jeg mangler... og til at få ordnet noget med strømforsyning til min vaskemaskine, der ikke har det samme stik som det der er på væggen...

Det er ok alt sammen.