Per eget initiativ har jeg haft en samtale med pædagogen i vuggestuen. Jeg synes det er vigtigt at de ved hvordan det er for Emil for tiden...at vi skal flytte og han skal leve uden sin far. Derudover har jeg længe tænkt over hvordan Emils generelle trivsel egentlig er på stuen.

Jeg ved at han er en stærk lille dreng men også at han tit skal "hjælpes" lidt ind i det sociale. Når jeg har hentet ham, har han ofte siddet alene selvom pædagogerne og andre børn har stået i sanglege osv. Jeg tror slet ikke at personalet overser ham...jeg er 100% tryg ved dem og synes de er fantastiske. Men Emil skal nok bare gelejdes engang i mellem.

Selvfølgelig er han stadig lille og man kan ikke forvente at et 2 årig barn "bonder" konstant og hele tiden. Men selv overfor personalet har han virket afvisende og til tider indadvendt.

Det var en god samtale. Pædagogen sagde at hun også havde oplevet de sider af Emil som jeg fortalte om men at han i løbet af de sidste 14 dage, havde ændret sig meget markant. Han virkede meget mere udadvendt, ville gerne trøstes, havde fundet to andre piger som han tit legede "med/side om side (kontakt altså), grinede og fjollede højlydt og var endda begyndt at søge tryghed i form af at komme hen til pædagogerne "bare sådan for at putte". Hvor blev jeg glad...og på vej hjem fik det mig til at tænke...

De sidste 14 dage har det bare været Emil og jeg. L har været på "øen" og jeg har ikke været så "skidt" inden i som tidligere. Jeg har følt luft herhjemme og har nydt vores daglige rytmer og rutiner.

Igen...min beslutning om at flytte på "center" ER den rigtige.

L er en super vigtig ting i Emils liv og jeg betvivler ikke hans egenskaber som far. Endnu ved jeg om L kan være i stand til at have Emil i en hel weekend...nå men i hvert fald elsker Emil ham og også omvendt. Hvordan og hvorledes må jeg tage hen ad vejen.

Min pointe er, at jeg nu har et stående bevis for hvor vigtigt det er at jeg er "ok" inden i...og hvor i høj grad dette afspejles i Emils trivsel.

Om en halv time cykler jeg hen på "centeret" og får min nøgle til vores nye hjem. Så mangler jeg bare at trylle en flyttevogn og et par hjælpende hænder frem...og vi kan begynde at få dagen til at fungere i den nye lejlighed.

Om jeg glæder mig? "Glæde" kan jeg ikke heeeeelt inkludere i tingene for tiden men jeg begynder dog at se fremad. Det er i sig selv en opløftning.

L er viklet helt ind i sig selv. Han kom hjem i aftes og siger han tager afsted igen om et par dage. Jeg blev vred på Emils vegne...men kan godt se at "flugt" er den eneste vej for L for tiden. Han vil ikke forholde sig til noget som helst, mindst af alt sine følelser. Det er gået op for mig, at det er lige vidt hvad jeg siger. Alligevel fortalte jeg ham, at jeg ikke synes det var fair overfor Emil og håber nu at han overvejer.

I morges vågnede jeg ved at Emil lå og kiggede på mig, han havde sin lille hånd på min kind og sagde "Aaaaaaae". Det lille menneske gør livet værd at leve!