I går flød det over for mig. Jeg rasede af L, råbte af ham, græd og endte med at storme ud af døren efter jeg sagde de hårde (men forløsende) ord; JEG HADER DIG!!!

Jeg ved ikke engang hvad der trickede mig. Det er nok nogen længe ventet og indebrænd noget, der trængte til at komme UD.

Jo jeg hader ham for mange ting. Hader ham for at have sat mig i denne situation, hader ham for ikke at magte vores familie...hader ham for at han aldrig tager en brøkdel ansvar for NOGET SOM HELST!!!

Han kan ikke fordrage at blive råbt af. Jeg har før gjort det, hvorpå han skifter ansigt og bliver helt underlig. Sådan er det nok med ham og konfrontationer. Han magter heller ikke det.

Jeg er ked af at jeg blev så vred...på den måde out of no where. Vi talte om det i dag og jeg forklarede mig for ham. Han forstod... Der vil gå lang tid før jeg kan føle mig helt fri fra de hårde følelser den mand har sat i mig. Han har såret mig så meget og svigtet mig. Jeg syntes han måtte vide det og den fes vist nok også ind.

Måske kan et menneske ikke bruge bebrejdelse til en rygende fis. Men på den anden side kan man heller ikke leve uden at stå op for sig selv.

Puhh...jeg synes det hele ramler inden i mig og jeg kan ikke se godt ved noget som helst. Afslagene på de annoncer jeg henvender mig på, rammer mig som et nyrehug. Specielt den sidste. Jeg synes min henvendelse var god og jeg håbede sådan.

Hvor lang tid skal jeg gå i det her? Hvor meget affære kan jeg selv tage? Hvad kan jeg gøre mere end det jeg gør i forvejen?

Emil skal blive hjemme i L's lejlighed fra nu af. Jeg ved ikke hvordan det bliver. Jeg må indrette hans værelse så vi begge kan være der og ellers pendle lidt frem og tilbage.

Det er så svært for mig at give slip i min Emil. Selvom han jo får mig af se hver dag, bliver det svært for mig. Jeg kan og vil ikke flytte fysisk ind hos L men forestiller mig at vi må skiftes til at være sammen med Emil. Hver anden dag her, hver anden dag dér.

L skal til øen og arbejde, så i den tid vil jeg være derhjemme med Emil.

Han skal bare være tryg den lille dreng og ikke mærke min uro og ængstelse hele tiden.

Det er mærkeligt at kigge på L og tænke at det ER slut med vores forhold. En del af mig er så afklaret, en anden tænker de åndssvage tanker om at han vil finde en ny pige...bla...bla...BLA!

Fuck hvor jeg føler mig sølle og fuck hvor jeg er led over mig selv.

Jeg føler mig så alene i alt det her.