Jeg tror inderst inde det er sundt at savne.... MEN men men men... Er det ike også meningen at man på et eller andet tidspunkt i livet opnår at få stillet det savn????
Det her lyder nok lidt mærkeligt, men jeg forklarer gerne....
Jeg er en ung kvinde på snart 25 år, og jeg har et stort savn som jeg ikke aner om det bliver indfriet igen....
Jeg oplevede for halvandet år siden et min mand og jeg mistede et barn. (jeg aborterede). Det i sig selv er slemt nok men historien der kommer nu er ikke hørt af særlig mange.
Da jeg fandt ud af Vi skulle have et barn blev vi begge to meget meget glade, der blev ringet rundt til alle familiemedlemmer der var til at få fat på. Deriblandt min far som bor i nordjylland, og som jeg ikke har talt meget med siden jeg fandt den mand jeg i dag er gift med.
Hans reaktion på beskeden var en overraskelse for mig. Han virkede ikke som om han blev særlig glad og sagde bare "det var da fint for jer....." Det var ikke lige den besked jeg havde håbet at høre fra min far!!!!! Men det var hvad der blev sagt. Jeg var knust, og min mand og jeg tog i skoven for at gå med vores hunde og få den oplevelse lidt på afstand. Og det hjalp da også lidt. Så var det jo at jeg aborterede, og imellem tiden havde jeg ikke talt med min far en eneste gang. Jeg var knust da jeg fandt ud af at jeg var begyndt at bløde, og afsted gik det til lægen, og derefter på hospitalet. Da det var helt 100% sikkert at jeg havde en spontan abort, ringede jeg til min mor. Jeg bad dem komme ned til os, og samtidig bad jeg hende ringe til min far og give ham besked. Normalt taler mine forældre ALDRIG sammen. Hun ringede og han sagde nå det var ikke så godt. Og ikke noget andet. Min mor sagde at ham nok ikke skulle ringe samme dag men han kunne ringe dagen efter.
Det gjorde han ikke. Og jeg har ikke talt med ham siden jeg ringede og sagde at han skulle være morfar.
Siden da har jeg ofte tænkt på ham, men har taget den beslutning at han selv må kontakte mig hvis han mener jeg betyder noget for ham. Dette er også grunden til at han ikke var med til mit bryllup sidste år.
Jeg savner am utrolig meget, men han har jo sit eget liv i Nordjylland og er nok ligeglad men hvordan jeg har det i henhold til ham. Det virker så mærkeligt på mig at han ikke har forsøgt at kontakte mig. Jeg er da trods alt hans datter....
Og den eneste biologiske af slagsen.
Måske er det mig der er for stædig, og for vedholdende, men på mig virker det som om han ikke helt er afklaret med de valg jeg har gjort i tilværelsen.
han virker ikke særlig venlig overfor den mand jeg har valgt at leve sammen med, nærmere kold og ligeglad. Og han har ikke kontaktet mig selv i al den tid jeg har boet sammen med min mand.
Jeg fik et kort til min fødselsdag på computeren vel og mærket. Ikke særligt personligt efter min mening. men han mener måske ikke det er så nødvendigt.
Jeg ved godt han ikke læser disse sider, og han aner rent faktisk ike at jeg skriver noveller eller i det hele taget hvad jeg foretager mig. Min store drøm om at eje min helt egen hest er gået i opfyldelse og det aner han heller ikke noget om.
Jeg ved hvor ens vi er af sind, og det er da ikke umuligt at han sidder i sit hjem i Jylland og tænker de samme tanker om mig. Han mener måske også at det er mig og ikke ham der skal ringe eller skrive først.
men jeg har besluttet at jeg ikke giver mig denne gang. Jeg vil ikke overgive mig til at være den der skal komme tiggende til ham for at sige undskyld for noget jeg ikke har gjort. Men Savnet er der stadig. Jeg savner at tale med ham en gang i mellem selv om vi aldrig rigtig har talt så meget sammen siden mine forældre blev skilt.
Men de gange vi har talt sammen og de gange jeg har besøgt ham har jeg da nydt hvert et sekundt af.
Savn er en uhyggelig ting når man ikke aner om savnet er gengældt eller om man reelt bare burde glemme personen man savner. Men det er svært at glemme en forælder. Og det er hårdt at sige fra overfor en far der hele livet i gennem har betydet så ufattelig meget.
Men jeg har gjort det, og jeg håber aldrig jeg vil fortryde mit valg.
Jeg håber heller aldrig at andre vil komme i den situation at de må sige fra og slutte en kontakt med deres forældre. Det gør så ufatteligt ondt i hjertet, og det tager lang tid før det rigtig heler.
Nu er det vist tid til at slutte for i dag, jeg skal i seng og se lidt tv sammen med min mand, og hygge i hans arme for der er jeg tryg, og væk fra alle de ting der skaber uro i mit hoved.
Sov godt til jer alle og må I ha det rigtig godt med jeres forældre.
Bettina
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.