En rigtig møg morgen.
Skulle til psykiateren, og drømte jeg kom for sent. Da jeg så vågnede, var jeg vildt stresset, fordi jeg troede jeg havde sovet for længe.
Det havde jeg heldigvis ikke - så vurderede at jeg godt kunne nå et bad inden jeg skulle ud af døren.
Til trods for at mit badeværelsesgulv er oversvømmet når man har brugt brusekabinen... :-S

Skyndte mig derefter ned i bilen - i silende regn. For at finde ud af at bilen ikke gad starte...
Prøvede flere gange og blev mere og mere utålmodig.
Ledte så efter de handsker jeg har lagt i bilen, netop til den slags situationer, men de var forsvundet.
Åbnede så motorklappen alligevel, bortset fra at det kunne jeg ikke. Lortet ville ikke op. :-/
Måtte gå frem og tilbage fra bilen til frontklappen i forsøget på at få den op.
Til sidst mistede jeg tålmodigheden helt, og satte mig ind i bilen og drejede nøglen indtil den, efter ti minutter, endelig startede...
Er overrasket over at jeg ikke fik drunket motoren... :-/

Jeg var lidt for sent på den (sjovt nok) så gassede op og skyndte mig afsted - trods myldretid.
Og kender i så det, at når man har allermest travlt og stresser allermest, så kan ingen andre bare finde ud af at køre bil... !!
Alle sneglede sig afsted og havde al tid i verden...
Blev endnu mere stresset og hidsig... Gad virkelig ikke møde mig selv bag et rat når jeg er i det humør!!

Nå, men nåede overraskende nok frem i tide. Og fik en god snak med psykiateren. Gik derfra helt opløftet.
Lige indtil jeg kom hjem og virkeligheden igen ramte mig...

Er nok desværre nødt til at tage på arbejde på mandag...
Jeg tør ikke. Er det ikke skræmmende!! Jeg tør ikke engang ringe og raskmelde mig...
Er simpelthen så møg hamrende bange for min chef...
Det er helt forfærdeligt...

Men som min psykiater også sagde... Jeg må IKKE sige op! Og jeg gør det heller ikke!! Den skal jeg ikke give ham!!
Han må leve med mig nogle måneder endnu! Ganske enkelt... Der er ikke så meget at rafle om...

I det mindste kan han ikke gøre andet (??) end at prøve at presse mig til at gå af egen fri vilje... Men også der har jeg fagforeningen bag mig...

Men helt ærligt... Hvem gider være et sted hvor man åbenbart er dybt ineffektiv og inkomptent??
Hmm... Jeg gider ikke... Men jeg gør det alligevel...
Og når det er overstået og jeg har klaret det - uden at gå (mere?) ned psykisk... Så er jeg den sejeste person i verden! Og så kan jeg sgu klare alt!!