Åh, det er sgu kedeligt at være sløj. For slap til at kunne magte noget, og alligevel for frisk til at kunne sove.

Men jeg hoster grønt, der smager ikke så dejligt, koger i hovedet og producerer uvelkomment slim fra det organ, der plejer at være behjælpeligt til at vække appetit. Jeg er åbenbart blevet så gammel, at jeg ikke kan tåle en bytur og en nat uden specielt meget søvn.

Og så får jeg dårlig samvittighed. Jeg kunne jo godt lave noget. Men jeg orker ikke at sidde og smitte hele kontoret og påkalde 'skulle du ikke ligge derhjemme'-replikkker og lege martyr. Jeg er syg. Det sker sjældent og det er ok. OK er det! At jeg så selv kender årsagen er bare uheldigt, men jeg er vel også forundt lidt liv for helvede. Og måske har det ikke noget som helst med det at gøre.

Puh, nu bliver jeg alligevel træt, og tror jeg må lægge mig ned og sove.

PS: Ville lige fortælle om min søde bofælle, der siger lidt men altid, sådan noget godt og lunt og hyggeligt. Igår spiste vi chokolade sammen. Jeg havde fortæret min del, og kiggede på hans, som han så tilbød mig en del af. Blev lidt flov men han sagde, visse vasse - du har tømmermænd og postsex-cravings.... Uden ellers at have kommenteret nattebesøget overhovedet. Og så smilede han ret charmerende og vi så tv.

Imorges var han helt omsorgsfuld, fordi jeg er syg. Sagde "Jeg kommer nok sent hjem, men du kan jo lige skrive, hvis der er noget du gerne vil have". Og det med sådan et bekymret ansigt. Altså, jeg bliver så nemt rørt, og det går op for mig, at nogle folk er søde og ikke så egoistiske. J var aldrig særlig omsorgsfuld, når jeg var syg. Kunne aldrig finde på at aflægge et tidspunkt for hjemkomst - al for stor forpligtelse - og så gør min bofælle det helt og aldeles uopfordret! Det er jo fantastisk. Jeg er vist meget meget dårlig vandt. Så rart at blive positivt overrasket over mennesker. Jeg er så glad for at det blev ham, der endte med at flytte ind. Helt tilfældigt har han uden tvivl været den bedste man kunne få. Kære forsyn, tak for det :)