Har mange spændinger i kroppen for tiden. De forplanter sig i ryggen og giver træthed, oveni har jeg aldrig været den store tilhænger af for meget sol og varme, så det hiver også tænder ud. Har holdt fri pga. ryggen, hvilket irritere mig grænseløst. Claus mener at det er flot at jeg erkender og acceptere situationen, men sådan føler jeg det langt fra. Har aldrig haft/ taget så meget fri som efter jeg er blevet selvstændig. Meget uheldig at de store problemer med ryggen er dukket op sammen med det. Det er bestemt ikke med min gode vilje, da jeg er meget målrettet resultat fikseret i mit erhverv. Har ry for at være en hård hund og ihærdig, men det billede føler jeg bestemt ikke at jeg har kunne leve op til i længere. Claus mener stadig, at han ikke kan nå mig til sokkeholderne erhvervsmæssig, men jeg har immervæk også over 13 års forspring, så mon det ikke er logik for logakker – hvorfor !

Kl. 01.00 fredag nat kom jeg kørende med en kunde. Holdt tilbage som man nu skal ved rødt lys, og fik øje på min far som kom trippende med hunden. Rullede vinduet ned, og spurte ham om han ikke gik den forkerte vej. Han har normalt en fast rute han går afhængig af om det er lyst eller mørkt. Han mumlede noget om at han lige skulle lidt længere hen, og jeg blev pga. lys skift nød til at køre vide. Heldigvis skulle min kunde ikke så langt, så jeg gik i pause og så ellers på jagt efter farmand. Han var nået længere end forventet, men jeg fandt ham. Spurte om jeg skulle køre dem hjem, men han fastholdt at han skulle lidt længere hen, da han havde en pakke som skulle afleveres. Jeg stod ud af bilen og sagde at det måtte være en drøm, da han ingen pakke havde med sig. Han så underne på mig, og spurte om den så lå i handskerummet i bilen. Fik ham overbevist om det rigtige i at blive kørt hjem, og jeg gik med ind for at sikkere mig at han gik i seng. Bryder mig ikke om at han går rundt på den måde, og slet ikke, da han på tidspunktet faktisk er i en anden verden så at sige. Han er så overbevist om drømmernes rigtighed, at de skal føres ud i livet.

Det går okay med André. Han er meget stille og vil helst ikke være social. Ser ind til ham af og til for at sikkere mig at han har det godt. Tror ikke at det er det rette medicin han får. Han er simpelthen ikke til at få liv i selv om han har sovet over 8 timer. Det kan ikke være rigtig at han om aften har problemer med at falde i søvn, og så i den anden ende ikke kan få øjne igen. Heldigvis kommer overlægen fra børene og ungdoms psyk. også til mødet d. 18/6.

Vi er blevet inviteret på kro og spise her til aften, og skal snart af sted. Svigerforældrene ønsker at give en god middag i taknemlig for vores altid gæstfrihed. Det manglede da bare. Jeg er ikke i helt vild hopla til turen, men vil ikke skuffe dem ved at sige nej tak.