Så hvad gik der galt i sidste dagbogsteksk? Hvad fik ligegyldige, kysiske mig ind i hovedet? Hvad skete der, lige der, der fik mig til at kravle herhen og skrive det hele ind på computeren, så i kunne væmmes ved mit indslag, om den endegyldige og evige kærlighed?
Virkelighed. Drømmen. Nedgangen. Opgangen. Det var det hele der slog mig. Mens jeg stod derude i køkkenet og lavede lidt mad. Det er det. Det eneste du nogensinde kommer til at forstyde var at du ikke gjorde det nok. Ikke dyrkede det nok, og ikke turde nok. Ingen kommer igennem livet, og ligger tilsidst og tænker "Jeg elskede sgu for meget! Det var det. Jeg mærkede for meget kærlighed."

Jeg kommer aldrig til mere. Jeg får det ikke brugt. For jeg tør det ikke. Jeg ved jo udemærket at der er en kæmpe koncekvens af kærlighed, og det er ikke altid jeg har lyst til at give mit hjerte væk. Men når man tør, så er den der. Spændingen, oplevelsen, såret der heles, og går op igen. Såret man begynder at kradse i når det gør ondt. Og såret der gør mere ondt fordi man begyndte at kradse hul. Men nu er jeg her. Klar til at elske. Klar til at tage det hele som det er. Klar til at kaste mig ud i verden som den er. Idag. Lige nu. I regnen og sneen. I alt hvad her er. I alt hvad det indebærer at leve livet. Såret og forvirret er jeg slet ikke i tvivl om at jeg bliver.

Jeg skal til Nepal. Og jeg skal hjem igen. Jeg skal hjem til kærligheden, familien, vennerne, alt det skidt her. Jeg tror alligevel ikke jeg kan komme dertil hvor jeg bliver så forelsket i en fremmed kultur at jeg helt forlader dette. Men hvad ved jeg. Jeg er jo kun et menneske.