jeg føler jeg bliver nødt til det og at jeg skriver i dagbogen må da være et godt tegn. men det kan sgu da ikke være rigtig at jeg skal have det skidt før jeg har lyst til at skrive, det kan det da ikke!
Jeg ved at det sikkert bunder i at jeg skrev næsten hver dag i et år nede i spanien og så skal man blive træt af det, men nu er der gået et halvt år, hvor jeg ladet livet styre, hvor min hjerne har holdt pause, en lang ferie vel, og hvor kroppen har fået lov til at være i centrum. men intet!

Ikke engang det tidspunkt inden jeg falder i søvn, hvor alle mine ideer normalt vælter så hurtigt ud at jeg bliver nødt til at stå op igen for at skrive dem ned. Ikke engang det tidspunkt kommer mere.
Der er en stemme der fortæller mig at det ikke er noget der skal tages alvorligt, men jeg kan alligevel ikke lade være nu. En stor del af min identitet og selvopfattelse ligger i at skrive. en stor del af mit selvværd, faktisk, og alligevel har jeg det godt. jeg har det seriøst godt.
Fortiden ligger ikke og pumper under øjenlågene og gør mit liv tåget, mit selvopfundet ansvar og pligtopfyldenhed er næsten ikke-eksiterende, ja, selv døden, tænker jeg ikke så meget mere på og det er jo pisse positivt, men er det på bekostning af mit skriveri.

min fornuft siger nej. mit hjerte er i tvivl. måske skal jeg bare stille og roligt vænne mig til igen at leve i mit hoved, i mine fantasier. måske er det ligesom en muskel man ikke bruger så tit, en bowlingmuskel, som kun bliver øm, den ene gang om året. måske skal den smøres, lokkes, tvinges..måske er det et luksusproblem, men jeg vil ikke bytte. for jeg er glad og tilfreds her for tiden og nyder det hver eneste dag, fordi med min erfaring, holder det ikke evigt. det er bare livet på godt og ondt.
men min indre sjæl har aldrig brudt sig om begrænsninger, men måske begrænser jeg mig selv...det er sgu ikke første gang..haha!

Måske skal jeg bare fortsætte med at skrive dagbog og i min blog, måskje kommer det helt af sig selv....måske

men jeg er da så lykkelig for at jeg har en roman ude ved forlagene. at jeg i det mindste stadig prøver, men måske er det ikke så vigtigt mere at få en bog udgivet. det er stadig een af mine store drømme, men fra at have ligget på førstepladsen i så mange år, er den, uden at jeg opdagede det, rutsjet ned på tredjepladsen. Hov! ligger du der nu! og så uden at spørge om lov.

Livet overrasker mig hver gang. Fantastiske liv. på godt og ondt.

min kæreste og jeg er blevet skadet, tror jeg. at være isoleret i et andet land så længe, har sgu skadet vores sociale gen. vi vil bare være sammen med hinanden og jeg kan mærke at min sociale kvote bliver hurtigere fyldt nu, end før vi rejste. er dette at hvile i sig selv?
det føles godt og noget endnu mere mystisk er, at alle de ting jeg hadede ved danmark og andre mennesker, er nu det jeg søger at have nu. så egentlig er der ingen eller intet der har forandret sig, kun mig selv. jeg tror jeg har levet for meget i fortiden, for meget i mit hoved. det er en ny tilstand, som jeg lige skal vænne mig til, men for fanden hvor er den dejlig at være i og jeg nyder det, for hvad nu hvis den gamle camilla indhenter mig en dag...arrrghhh...nå, hvis hun gør det må jeg bare lægger hende i en benlås og så bare spurte!