Sidder nede på arbejde, igen. Og nyder mit meningsløseliv, igen. Troede ikke jeg ville komme til at tjene så mange penge her, men ender vist med at få over 4000 den første alligevel. Så det er udemærket. Ikke så meget mindre end hvad jeg er vant til. Og en del mere end jeg havde troet. Så kan jeg ligge noget til opsparing alligevel regner jeg med. Det er dejligt.
Mit liv er ingenting. Og det irriterer mig grusomt at jeg har det sådan.- For jeg har det fucking hele. Veninder, venner, kæreste, familie, skole, arbejde. Hvad mere er det jeg ønsker mig? Jeg ser godt ud når jeg tager mig sammen, og jeg er ikke bund fattig. Jeg har tusindevis af fremtidsdrømme og regner ikke med at det hele bliver håbløst at fuldføre. Jeg har hvad jeg har brug for, og alligevel,. Alligevel er det hele voldsomt. Der er tusinde ting at overskue, og jeg har lyst til at løbe langt langt væk fra det her liv jeg egentligt i bund og grund godt kan lide.
Jeg var ude ved th igår, og jeg ved at jeg var lykkelig. Jeg kunne mærke det helt ind under huden og rundt i hele kroppen. Og alligevel havde jeg lyst til at løbe så langt langt væk som rammer og travler kunne holde til. For jeg kan ikke holde til mere. Det hele koger indeni, og der er rodet på mit værelse. For når jeg er hjemme orker jeg ikke at rydde op. Og jeg orker ikke at rejse mig. Jeg ligger mig bare hen i min seng. Og der er jeg så.
Igår, hos th var fantastisk. Han ved bare lige hvad han skal gøre og sige. Ligge sig på min mave, kysse den, smile op til mig og kigge mig i øjnene. Det er da voldsimppelt. Og der var så mange der aldrig kunnet have fundet på at gøre det... Men han gør. Han gør det rigtige, på de rigtige dage. Han er skøn.
Jeg er glad, men der mangler altså et eller andet i mit liv. Hvad fanden er det...